Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Huspriserne stiger: - Det går godt i Sønderjylland

Flere køber hus i Sønderborg Kommune, og priserne er i gennemsnit steget med over 10 procent i 2018. Arkivfoto: Martin Ravn

Det er blevet mere attraktivt at være hussælger i Sønderborg. I fjerde kvartal 2018 steg kvadratmeterprisen med over 10 procent i forhold til 2017. Også nabokommunerne oplever en positiv stime.

Annonce

Sønderborg: Der er glade dage hos ejendomsmæglerne i Sønderborg Kommune.

- 2018 var et rigtig godt år for hussalg, og priserne er opadgående, siger Kira Staugaard hos EDC.

I en ny undersøgelse, som er foretaget af boligsiden.dk, ligger Sønderborg på en 11. plads over landets 98 kommuner, når det gælder stigning i prisen pr. kvadratmeter. Priserne i fjerde kvartal 2018 steg med 11,1 procent i forhold til samme kvartal 2017, og gennemsnittet pr. kvadratmeter ligger på 8.513 kroner.

Det er næsten 1.000 kroner mere end året forinden.

- Det er noget, som vi kan mærke hos os, og vi ser, at stigningerne er jævnt fordelt på salg i hele kommunen, siger Kira Staugaard og fortsætter:

- Det er også huse uden for byerne, som er i god stand, der tiltrækker køberne.

Samme glæde mærker man også hos Home i Sønderborg.

- Vi nikker genkendende til tallene, og det er dejligt, at det går godt, siger ejendomsmægler Merete Lund Brock.

Vi har en forventning om, at det vil fortsætte med en stigning i huspriserne.

Kira Staugaard, EDC

Prisstigninger i Sønderjylland

Boligsiden.dk har lavet en opgørelse over prisudviklingen pr. kvadratmeter for et hussalg.Sønderborg har i fjerde kvartal 2018 en stigning på 11,1 procent i forhold til samme kvartal i 2017, og den gennemsnitlige kvadratmeterpris er oppe på 8.513 kr. Det giver en placering som nummer 11 over de største procentstigninger i landet.

Tønder Kommune er nummer 2 på listen med en prisændring på 27 procent (5.074 kr.), og Haderslev er nummer 13 med en stigning på 9,8 procent (7.778 kr.). Vojens er uændret, mens Aabenraa er faldet med 1,9 procent til 6.790 kr.

Priserne på solgte villaer og rækkehuse steg samlet i hele landet med fire procent i 2018, og højeste kvadratmeterpris har Gentofte med et gennemsnit på 42.752 kr.

Annonce

By og natur lokker

I 69 af landets kommuner er priserne steget, mens de er faldet i 14 kommuner. I de sidste 15 kommuner er priserne enten status quo eller endnu ikke opgjort.

- Markedet har generelt været stigende i det meste af landet, og vi får mange førstegangskøbere, som vælger at købe hus i Sønderborg, siger Kira Staugaard.

Hun peger på, at det er de store virksomheder, som trækker folk til Sønderborg Kommune, og at også attraktionerne lokker:

- Sønderborg har et rigt café- og kulturliv samt strande og natur, som mange efterspørger, siger hun.

Merete Lund Brock fra Home bekræfter også, at jobtilbud giver efterspørgsel på bolig, men hun ser dog udfordringer for ejendomsmarkedet.

- Bankerne er blevet skrappere med finansiering de senere år, og det giver udfordringer for købere, som ikke har pengene til at kunne låne til eksempelvis huse, som ligger ude på landet.

Annonce

Gode forventninger

På top 15-listen ligger også Tønder og Haderslev med henholdsvis en stigning på 27 og 9,8 procent. Til gengæld er Aabenraa faldet med 1,9 procent i 2018, men det vækker ikke bekymring hos Nybolig i Aabenraa.

- Jeg har været mægler i næsten 20 år, og både 2017 og 2018 har været de bedste år med salg, siger indehaver hos Nybolig, Hans Sørensen og fortsætter:

- Markedet er sundt for tiden, og de kommende år ser også ud til at blive stabile.

Samme vurdering har man hos indehaver af Home i Aabenraa, Karsten Frehr:

Det er blevet et mere stabilt marked, og det smitter også af på oplandsbyerne.

Kira Staugaard fra EDC i Sønderborg forventer, at også 2019 vil blive et godt år for hussalg.

- Vi har en forventning om, at det vil fortsætte med en stigning i huspriserne i kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce