Annonce
Ugeavisen Sønderborg

- Jeg græder mig i søvn hver anden nat

Kun når Børge Andersen har sin lille hund i favnen kan han smile. Foto: Jens Eilertsen
Der er masser af kunder i Æ Gårne, men indehaveren kan ikke klare at drive den store virksomhed videre. Savnet af hustruen, der døde i 2018, er for stort.
Annonce

Sønderborg: Et stykke erhvervshistorie slutter i Spang Vade søndag 7. juli. Det er sidste åbningsdag i gartnervirksomheden Æ Gårne, der har været på adressen i mere end 30 år.

Det er ikke kunderne, som svigter. Dem er der mange af den tirsdag, ugeavisen er på besøg. Før sæsonen blev der hentet 90 containere med varer fra Holland, og Æ Gårne har i år haft den bedste forsæson i virksomhedens historie, anslår indehaveren Børge Andersen.

Alligevel vælger han at lukke Æ Gårne, og forklaringen er, at kræfterne er sluppet op og at savnet af hustruen, der døde i 2018, er for stort.

- Jeg savner Lis så forfærdeligt meget og føler, at jeg er ved at gå til. Hver anden aften græder jeg mig i søvn, siger Børge Andersen, da det endelig lykkes ugeavisen at få ham væk fra kassen og de mange ventende kunder.

Jeg savner Lis så forfærdeligt meget og føler, at jeg er ved at gå til. Hver anden aften græder jeg mig i søvn.

Børge Andersen

Annonce

Skulle på tur

Lis Østergaard Andersen, som Børge Andersen nåede at være gift med i 53 år, døde i 2018 af en blodprop i hjertet. Parret havde lige pakket autocamperen og skulle ud på en af deres utallige ture rundt i Danmark og Europa dagen efter. De kørte næsten altid uden destination, for de elskede begge livet på landevejen og eventyret, som måske ventede efter næste sving.

Men eventyret sluttede altså i 2018, da Lis Østergaard Andersen blev syg og døde.

Annonce

Det gik ikke

For få måneder siden sagde Børge Andersen til ugeavisen, at han sammen med sønnen og svigersønnen ville drive Æ Gårne videre og at virksomheden ikke var til salg, men nu har han altså indset, at det går ikke - kræfterne er der ikke. Børge Andersen ser ellers sund og rask ud, men sætter et skævt smil op og siger til ugeavisen, at alt ikke altid er, som det ser ud.

- Hvad skal du så lave?

- Når vi har lukket her, så kører jeg en lille tur i autocamperen. Men jeg kommer hjem igen efter 14 dage, for jeg har for få uger siden fået mit tredje oldebarn, og vi skal have barnedåb. Når vi har haft det, så kører jeg igen ud på den lange tur. Men det er altså ikke det samme at køre alene uden at have en at tale med om det, vi oplever. Derfor vil jeg egentlig gerne have en dame med på turen, men jeg ved ikke, om det er for tidligt, siger Børge Andersen.

31 års erhvervshistorie i Spang er forbi. Foto: Jens Eilertsen
Annonce

Frodo skal med

En ledsager har han dog på turen, og det er hunden Frodo. Den fik han af sine børn efter hustruens død, og de to har siden været uadskillelige. Frodo er naturligvis også med på arbejde den tirsdag, ugeavisen er på besøg.

- Jeg bor jo på Kegnæs lige ned til vandet, og vi har lidt problemer med tyske autocampere. Men hvis jeg sætter et skilt op med teksten "Her bor Frodo og Børge", så kan det være, det hjælper, siger Børge Andersen og smiler, da han tager den lille hund i favnen.

Æ Gårne havde den bedste forårssæson til dato. Foto. Jens Eilertsen
Annonce

Til salg

Gennem årene har der været mange spekulationer omkring salg af Æ Gårne, men i foråret sagde Børge Andersen til ugeavisen, at virksomheden aldrig har været sat til salg. Han sagde også, at han heller ikke efter Lis' død vil sælge Æ Gårne, fordi han nu - mere end nogensinde tidligere - har brug for noget at lave.

Men det er taget af bordet. Der er rettet henvendelse til en ejendomsmægler og efter sommeren vil Æ Gårne, der har ligget på adressen siden 1988, blive sat til salg. Virksomheden er tidligere blevet vurderet til 5,1 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce