Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Jeg stod bare der og kunne ikke finde ud af at gå ned ad trappen

Tina Richelsen er endt på den rette hylde i Patina. Foto: Jens Eilertsen
Tine Richelsen har kun godt at sige om sin chef og kollegerne i Dybbøl Børnehus. Men jobbet som leder var så hårdt, at hun fik både stress og migræne. Nu har den 53-årige pædagog åbnet genbrugsbutik - og hun har fået det meget bedre.
Annonce

Sønderborg: Tina Richelsen ved det godt. Den genbrugsbutik, hun åbnede 2. juni på adressen Perlegade 17, kommer aldrig til at give en indtægt, der ligger i nærheden af den, hun havde, da hun var leder af leder af Dybbøl Børnehus, der har både vuggestue, dagpleje og børnehave.

Hun indrømmer, at starten som butiksindehaver har været træg, men da der endnu ikke er afregnet moms og skat, ved hun ikke, hvordan økonomien ser ud. Hun vil ikke være overrasket, hvis regnskabet går i nul - men håber på, at sønderborgerne vil få øjnene op for den lille genbrugsperle tæt på Rådhustorvet.

- Min mand og jeg har givet det et år - så må vi se, siger den 53-årige butiksindehaver.

Annonce

Fik stress

Hun siger også, at springet fra lederstillingen i børnehuset 28. februar i år til selvstændig butiksejer ikke var en pludselig indskydelse - eller bare sådan noget, hun havde lyst til. Hun gjorde det af helbredsmæssige årsager. Arbejdet i børnehuset ændrede sig de seneste år og til sidst var det for hårdt og for stressende.

- Der var den ene deadline efter den anden, og vi skulle hele tiden implementere noget - men der var ikke noget at implementere med. Vi fik ingen penge. Jeg sad meget af tiden bag computeren, og det var som om, der aldrig var tid nok.

Annonce

Tog piller

Arbejdet gjorde, at Tina Richelsen måtte tage piller mod migræne og forebyggende blodtrykssænkende medicin. Hun havde - før hun forlod børnehuset  - 6 til 11 hårde migræneanfald om måneden. De begyndte i  2014 - før den tid, havde hun ikke jævnligt hovedpine. Anfaldene begyndte i en stresset periode, hvor hun var med til at fusionere to børnehaver. Hendes chef så, at det stod skidt til og sendte hende hjem, og det var en rigtig beslutning.

- Jeg kunne ikke være i det og kunne ikke overskue opgaverne, og så havde jeg vanskeligt ved at huske. Det var helt galt hjemme en dag, hvor jeg stod foran en trappe. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at gå ned ad den - og tænkte, at det da ikke kunne passe, at noget så simpelt som at gå ned ad en trappe var et problem.

Den lille trækvogn betyder meget for Tina Richelsen. Foto: Jens Eilertsen

Tina Richelsen gik hjemme juli og august i 2014 og kom så langsomt tilbage. Først i december var hun på arbejde på fuld tid. Men nu er det altså slut.

Annonce

Aldrig tilbage

- Jeg havde nogle vidunderlige kolleger og en rigtig god chef. Men jeg kunne ikke klare jobbet, og derfor skal jeg aldrig tilbage. Nu går jeg og hygger mig her i Patina og slapper af. Min mand og jeg bruger nogle penge på det, som vi har til rådighed. Så må vi se.



Der var den ene deadline efter den anden, og vi skulle hele tiden implementere noget - men der var ikke noget at implementere med. Vi fik ingen penge. Jeg sad meget af tiden bag computeren, og det var som om, der aldrig var tid nok

Tina Richelsen


Patina får sine varer fra andre genbrugsbutikker og loppemarkeder, men der er også personer, som henvender sig i butikken med ting, de vil sælge. Især tøj. Men her understreger Tina Richelsen, at hun er meget kritisk. Der må ikke være pletter, syningerne skal være intakte og det skal være gode mærker eller noget, der er sjovt eller anderledes.

I butikken er der også et par kommoder, brugskunst, evighedsbuketter fremstillet af Louise Davidsen - tidligere hertug Blomster i Augustenborg - og Freja Philipsen smykker. Sidst nævnte er en ung kvinde fra København, der har sin familie i Sønderborg.

Annonce

Få anfald

- Hvordan har du det i dag?

- Jeg tager ikke blodtrykssænkende medicin, og mine migræneanfald er faldet fra de 6 til 11 til et par om måneden. Det er helt tydeligt for mig, at jeg tidligere pressede mig i noget, jeg ikke befandt mig godt i. Nu har jeg det bedre, og jeg elsker at gå her i butikken og give kunderne gode råd. Jeg har kunder inde, som er overbeviste om, at der er noget tøj, de ikke kan bære. Når jeg så får dem til at sætte det sammen med noget andet, ser de, at det kan de godt. Det kan også være råd omkring noget af det jeg har - jeg kan for eksempel sige, at det ser godt ud, hvis du køber den der og sætter en blomst i den.

Tina Richelsen kan godt lide at male, men det kunne hun i tiden i børnehuset ikke rigtigt koncentrere sig om. Det er der nu. Hun regner også med, at der bliver mere tid til kor og kajak - og måske til den Zumba, som har været sat på stand by. Hun har to børn og fire børnebørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce