Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Kholoud og Zana vil gøre sønderborgerne smukkere

Indehaveren af Clinique K Kholoud Elsaadi (tv) og hendes ansatte Zara Kelani. Foto: Jens Eilertsen
I morgen mandag åbner skønhedsklinikken Clinique K på adressen Perlegade 34 med tilbud til både kvinder og mænd.
Annonce

Sønderborg: Der gik ikke ret lang tid fra, at Kholoud Elsaadi havde afsluttet uddannelsen som elektronikoperatør hos OJ Electronics i Sønderborg til hun tænkte: Det er ikke det her, jeg skal lave.

Lysten til at prøve noget nyt og komme ud og møde nye mennesker blandede sig med lysten til at blive selvstændig, og så var spørgsmålet bare: Hvad er det lige, jeg har lyst til at lave?

Den 31-årige kvinde fra Sønderborg har altid været interesseret i hud, makeup og skønhed, og derfor var det nærliggende at tage en uddannelse som kosmetolog. Den tog hun hos Beauty and Style i Kolding - det er en landsdækkende skole, som i øvrigt er Europas største inden for skønhed.

Det er en fin årstid at begynde - det er også derfor, vi har haft så travlt med at få åbnet.

Kholoud Elsaadi

Annonce

Bliver selvstændig

Efter uddannelsen fik Kholoud Elsaad job i Sundhed Syd, men hun er gift med en selvstændig frisør og det der med at blive selvstændig ville ikke rigtigt slippe. Det tog hun konsekvensen af - hun sagde jobbet op og gik på jagt efter egnede lokaler til at åbne en skønhedsklinik.

- Det var ikke let at finde de helt rigtige lokaler, men dem har jeg nu, siger Kholoud Elsaadi, der åbner Clinique K i morgen, mandag.

Klinikken har adresse på Perlegade 34 - det er lige midt på gågaden og der er parkeringspladser i op til to timer lige bag Clinique K.

- Det kan næsten ikke være bedre, siger Kholoud Elsaadi, da ugeavisen møder hende i klinikken søndag formiddag.

Men det har også været hårdt for den 31-årige kvinde. Hun fik efter opsigelsen fra Sundhed Syd fire ugers karantæne, hun har skaffet penge til indretning af klinikken og hun har arbejdet nærmest dag og nat for at få alt på plads.

Annonce

Kan det hele

Clinique K tilbyder ansigtsbehandlinger, alt med voks, manicure, pedicure, spray tan til hele kroppen, eyelash extensions, ordning af bryn og andet, der kan give skønheden et løft.

Klinikken er både for mænd og kvinder, og selv om Kholoud Elsaadi regner med, at de fleste kunder bliver kvinder, så har hun tænkt sig i fremtiden at lave forskellige tiltag, der skal overbevise mænd om, at de også kan få noget ud af at få foretaget ansigtsbehandlinger og lignende. Hun vil finde mandlige modeller - og her er ægtemanden vist i spil - og få lavet før og efter billeder af dem. Så kan mændene se, at hun kan gøre en forskel.

I klinikken bruger Kholoud Elsaadi og hendes ansatte Zana Kelani produkter fra Kalahari. De to kender i øvrigt hinanden fra skolen i Kolding.

Annonce

Åbningstilbud

Clinique K giver i resten af måneden 25 procents rabat og ser så i øvrigt frem til at tage imod de mange sønderborgere, som skal til julefrokoster og nytårsfest.

- Det er en fin årstid at begynde - det er også derfor, at vi har haft så travlt med at få åbnet, siger Kholoud Elsaadi, der - mens interviewet finder sted - er omgivet at stiger, værktøj og en håndfuld venner og familie, der hjælper med at få alt klart til åbningen mandag.

- Alt bliver klart - selv om vi skal arbejde hele aftenen med, siger Kholoud Elsaadi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce