Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Kolonihavefolket er klar og venter bare på endnu mere forår

Christian Jacobsen er kasserer i foreningen og haft kolonihavehus sammen med siden kone, Eva, siden 1988. Foto: Henrik Rath
I Havebrugsforeningen Sundeved for foden af Dybbøl Banke kunne man sidste år have fejret 75 års jubilæum. Det venter de 63 kolonihavehusejere stadig på at kunne. Men ønsket om lidt mere forår står først for.

Dybbøl: Det skiftevis regner og er solskin, da vi står i det lille kolonihavehus med den idylliske adresse Klokkeblomst 38.  Der er i alt 63 små huse i Havebrugsforeningen Sundeved nær Dybbøl Banke med udsigt til møllen.

Flere af ejerne har længe været i gang i haverne, men bortset fra nogle få dage lader det lune forår vente på sig. Så elvarmeren kører i huset - trukket af Christian Jacobsens solcelleanlæg, der til med kan klare et køleskab og tv.

- Sidste år boede vi her i næsten fem måneder, siger Christian Jacobsen og kigger sig rundt på grundstykket, der gør hans egen kolonihave næsten selvforsynende med grøntsager og bær. Han har haft hus i foreningen med konen Eva siden 1988.

Annonce

Husene er typisk 20-30 kvadratmeter store på en grund, der er 300-500 kvadratmeter. Kolonihaveforeningen kom til verden i november 1945. Derfor skulle der da også have været festet i november sidste år på 75 års fødselsdagen, men det har coronaen ind til videre udskudt.

Havehygge og fællesskab

Havebrugsforeningen Sundeved er den mindste af de fire kolonihaveforeninger i Sønderborg by og i denne forening, står præmiehaverne i kø. Ejerne er meget glade for at vise deres haver frem. Nogle dyrker prydhaven, mens andre - som Christian - dyrker nyttehaven mest.

- Det er en fornøjelse at se bønner, ærter og kartofler gro. Men det handler jo ikke kun om haven - lige så meget om samværet, understreger han.

Haveforeningen har da også et højt aktivitetsniveau med blandt andet sommerfester og fælles-arbejdsdage med efterfølgende hygge. Et fælleshus er omdrejningspunkt for mange af aktiviteterne.

Foreningen holder desuden årlige standerhejsninger, og når sæsonen er slut en fælles flagnedtagnings ceremoni. For flagstangen med Dannebrog er en fast følgesvend til de fleste huse - og der flages gerne og ofte.

- Det er sådan et slags tegn på, at nu er der nogen hjemme, tilføjer Hardy Johannsen.

Annonce

Far havde også kolonihavehus

Hardy er næstformand og haft hus i foreningen siden 2004. Han og konen bor i lejlighed i Sønderborg og værdsætter naturlivet og fællesskabet højt.


Det er en fornøjelse at se bønner, ærter og kartofler gro. Men det handler jo ikke kun om haven - lige så meget om samværet

Christian Jacobsen


- Og så er jeg vokset op med kolonihave, da min far havde en, den gang der var nogle på Gl. Aabenraavej, tilføjer Hardy Johannsen.  Her er der i dag parcelhuse opført i 60'erne og 70'erne.

Men Havebrugsforeningen Sundeved lever i bedste velgående.

- Jeg vil ikke sige, at corona har givet mere salg af kolonihavehuse, for der har altid været stor interesse. Særligt fra folk som har solgt huset og flyttet i en lejlighed. Så ser de, at neglene er blevet helt hvide og skal have lidt jord på fingrene igen, tilføjer Christian Jacobsen med et grin.

Hardy Johannsen er næstformand i haveforeningen. Konen gør en del i prydhaven, mens Hardy er rigtig gør-del-selv mand med masser af projekter. Foto: Henrik Rath
"Tjelles corner" står der på skiltet ved de gamle æble- og pære espalier. Christians øgenavn stammer fra bowling. Foto: Henrik Rath
For mange af kolonihaveforeningens beboere, som Hardy her, er husenere ejernes andet hjem. Foto: Henrik Rath
Christian Jacobsen dyrker også tagetes i drivhuset. Foto: Henrik Rath
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce