Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Kunst på trailer: Augustiana scorer corona-kunstkroner

I ansøgningen til pengepuljen var der også bud på trailer-kunstværker, som Augustiana vedhæftede for at visualisere idéen. Illustration: Augustiana Kunspark & Kunsthal
En særlig pengepulje støtter landsdækkende kunstprojekter med 10 millioner kroner. Kunsthuset Augustianas trailer-projekt er én blandt 724 ansøgere, som har fået midler.
Annonce

Augustenborg: Sidste måned var der svarfrist på ansøgninger til en nyetableret kunstpulje på 10 millioner kroner fra Statens Kunstfond og Kulturministeriet, der skal sparke liv i nye kunstoplevelser rundt omkring i hele landet ovenpå corona-nedlukningen.

724 idéer, forslag og pitches fra forskellige kunstnere og kulturinstitutioner blev sendt afsted til Statens Kunstfond, men kun 71 kunstprojekter har modtaget midler fra puljen. Ét af de projekter er fra det alsiske Augustiana Kunstpark & Kunsthal, der med sit projekt vil forene kunsten med det mest jyske af alt:

- Det går ud på, at man tager en god gammeldags trailer som en udstillingsramme, og så inviterer vi kunstnere til at lave en udstilling, der kan være på eller i den - med den betingelse, at traileren stadig skal kunne spændes på en bil og køres rundt, forklarer kunstkonsulent på Augustiana, Hanne Lundgren Nielsen.


Det spiller jo lidt på det her med, at vi hører til i Jylland, hvor alle og enhver har en trailer, så det skal nok blive sjovt at se

Hanne Lundgren Nielsen, kunstkonsulent hos Augustiana


Planen er så, at de i alt fem trailere med fastspændte kunstværker skal afsløres i Augustenborg Kunstpark til påske 2021 og stå der indtil pinse. Herefter skal kunstværkerne ud og køre og vises frem som symbol på, at når kunsthusene har haft corona-lukket, så må kunstværkerne komme ud i verden.

- Det spiller jo også lidt på den her med, at vi hører til i Jylland, hvor alle og enhver har en trailer, så det skal nok blive sjovt at se, fortæller Hanne Lundgren Nielsen.

Annonce

Sammen om Kunsten

Kunstprojektet har modtaget 90.000 kroner fra Statens Kunstfond, som er en af aktørerne bag støtteinitiativet 'Sammen om Kunsten'.

Initiativet består af et samarbejde mellem Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond og Kulturministeriet.

Augustianas trailerpark-projekt havde også søgt om en donation på 130.000 kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som projektet ikke fik tildelt, så Augustiana søger fortsat midler til kunstprojektet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce