Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Læselæring: Specialklasse på Hørup Centralskole har pløjet sig gennem 1000 bøger

Specialklassen med elever fra i2 og i3 på Hørup Centralskole i selskab med guldpokalen. Til venstre er det underviserne Cherie Henningsen og Dennis Kinastowski og til højre Joan Jørgensen. Foto: Henrik Rath
Eleverne i specialklasse på Hørup Centralskole har været i gang med at knække læsekoden. Det blev forleden fejret efter flere end 1000 bøger er læst på under 22 uger.

Hørup: Det har ikke altid været en selvfølge eller fornøjelse for eleverne i specialklassen på Hørup Centralskole at læse en bog. Men for 22 uger siden tog lærerne for alvor fat på arbejdet med at motivere eleverne, så læsekoden kunne knækkes.

- Vi har arbejdet målrettet med at motivere og skabe en tro på, at man kan flytte sig, og det er virkelig lykkes for eleverne, der i løbet af 22 uger har læst over 1000 bøger, forklarer klasselærer Dennis Kinastowski og suppleres af kollega og lærer Joan Jørgensen:

- Forældrene har heldigvis været super gode til at bakke op med læsning derhjemme. Hvis den slags skal lykkes er det vigtigt med støtte fra hjemmet - og eleverne har fået et boost af selvtilliden, siger hun.

Annonce

1073 bøger fejret

Og på under 22 uger er det altså blevet til præcis 1073 bøger, der alle har fået en seddel med titel og læsernavn sat op i loftet og vinduerne i klasselokalerne. På den måde danner de en hel mosaik, der med tiden blev bemærket af skoleledelsen. Og herfra har man kvitteret med en pokal og morgenbrød i fredags.

- Iskonditoriet ved havnen har givet is til alle elever, og vi har lavet plakater med stikord og en video om læsning til forældrene, tilføjer Dennis Kinastowski.

For Mohammed Ezz på ni år har læselæren givet noget ekstra:

- Nu kan jeg bedre følge med i Fortnite på Playstation, fordi jeg kan læse bedre, siger han og tilføjer, at han gerne læser noget lidt uhyggeligt, men også har læst om corona fra flagermusene i Kina.


Nu kan jeg bedre følge med i Fortnite på Playstation, fordi jeg kan læse bedre, siger han og tilføjer, at han gerne læser noget lidt uhyggeligt, men også har læst om corona fra flagermusene i Kina.

Mohammed, 9 år


For ni-årige Lauritz Wind Schanz er det blandt andet blevet til Anders And-blade og Disneys Jumbobøger.

- Men ellers er jeg ret vild med at læse om dinosaurer, supplerer Lauritz, som også har fået gavn af de bedre læseevner i mobilspillet Pokémon Go.

Lauritz og Mohammed med et lille udvalg af de mange læste bøger. Foto: Henrik Rath
Morgenmaden blev indtaget i selskab med pokal og masser af guldkonfetti. Foto: Henrik Rath
For hver læst bog blev der opsat en seddel med titel og navn på læseren, så det med tiden dannede en hel mosaik i både loft og på vinduerne. Foto: Henrik Rath
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce