Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Linak udvider trods corona: Der var en, der var to og snart tre runde produktionshaller

Regionsdirektør i entreprenørvirksomheden Hoffmann, Steffen Hansen, som også har stået for opførelsen af de to andre runde fabriksbygninger, tog første og fælles spadestik med Linak-chef, Bent Jensen. Foto: André Thorup
Udvidelse giver dynamik og energi er Linak-chef, Bent Jensens, erfaring. Så nu er spadestikket taget til den tredje store runde produktionshal.
Annonce

Guderup: Det småregnede, men var dog lunt i vejret, da Linak-grundlægger og chef, Bent Jensen, onsdag middag kunne tage første spadestik til det, der er døbt Runde 3 - nemlig den tredje runde produktionshal i Guderup.

Og selv om det sker i skyggen af en verdensomspændende viruspandemi, så er han optimist.

- Er I da skrupskøre, vil nogen sikkert tænke med udvidelsen her midt i coronatiden, men det giver energi at bygge. De gode tider skal nok komme igen. Så nu er beskeden til jer knægte i ledelsen at få den fyldt op, sagde Bent Jensen med et grin, da han holdt sin tale midt på den mudrede jord.

- Vi bygger 8413 kvadratmeter produktion og lager samt 462 kvadratmeter terminal og kælder til personale. Fabrikken bliver fuldautomatisk, så vi kan konkurrere med kineserne, fortsatte Bent Jensen, inden han satte spaden i jorden sammen med regionsdirektør for entreprenørvirksomheden Hoffmann, Steffen Hansen.

Annonce

Med hele vejen

Hoffmann har også været med til at opføre de to andre runde fabriksbygninger i henholdsvis 2002 og 2016. Denne skal står klar til november 2021.

- Vi tager ikke dårlige beslutninger med os, så det bliver bedre og bedre fra gang til gang. Vi har efterhånden fået en del erfaring med at bygge rundt i Guderup. Vi er meget beæret, sagde Steffen Hansen, som også havde stor ros til kommunen for hurtigt og effektivt arbejde med lokalplanen.


Er I da skrupskøre, vil nogen sikkert tænke med udvidelsen her midt i coronatiden, men det giver energi at bygge. De gode tider skal nok komme igen.

Bent Jensen, Linak


Ideen med at bygge rundt fik Bent Jensen da han var træt af alle mulige knopskydninger til eksisterende byggeri i takt med virksomhedens udvidelser. Linak flyttede til den nuværende adresse i 1982.

- Så jeg sagde. Lad os bygge rundt, når vi har brug for mere plads. Det kan da ikke udvides, kunne han med et smil tilføje, da der efter spadestikket var kransekage og skål i boblevand i den tilstødende runde bygning.

Annonce

Arkæologiske fund

Der har været gravearbejde på grunden forud det første officielle spadestik. Det skyldes blandt andet arkæologisk arbejde, hvor man har fundet en kogeplads fra bronzealderen og seks punkthuse fra romersk jernalder.

Den tredje fabrikshal skal stå for fremstilling af flere af de såkaldte aktuatorer til hæve- og sænkemekanismer. Linak har her to hovedområder - hospitalsenge og skriveborde.

Linak

I 1976 overtog Bent Jensen sin fars virksomhed Christian Jensen & Sønner. Det var en lille virksomhed med syv ansatte. Grundlagt i 1907 af hans bedstefar. Bent Jensen udviklede og lancerede sin første lineære aktuator til hæve/sænke-mekanisme i 1979.

Linak flyttede til den nuværende adresse på Smedevænget i 1982, og siden er det gået pænt frem.

Der var spadestik til den første runde produktionshal i januar 2002 og nummer to i april 2016. Den trejde indvies efter planen i november 2021.

Regnskabet for 2018/19 blev offentliggjort i efteråret sidste år og viste en øget omsætning med 8,4 procent til 4,120 milliarder kroner. Resultatet før skat blev øget fra 783 millioner kroner til nu 793 millioner kroner. Antallet af medarbejdere har ligesom omsætningen også været stigende, så Linak beskæftiger omkring 2400 globalt, hvoraf omkring cirka halvdelen er ansat i hovedsædet i Guderup på Nordals.

Der har været en mindre fyringsrunde i forbindelse med coronakrisen. Det kommende regnskab skal vise, hvordan den har påvirket bundlinjen på Als' andenstørste produktionsvirksomhed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce