Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Lokale knægte vinder danmarksmesterskab i digitalt landbrugsspil

Søndag sikrede 19-årige Bjarke Sundbæk  fra Augustenborg (tv.), 18-årige Victor Bendix Clausen fra Sjellerup (bagerst) og 18-årige Nicolai Hess fra Himmark Mark sig danmarksmesterskabet i computerspillet Farming Simulator og en præmiesum på 15.000 kroner. Nu jagter de sponsorere - gerne CASE IH - og en plads til VM i Tyskland. Foto: Jonas Kollerup
For andet år i træk har tre venner fra Als vundet danmarksmesterskaberne i computerspillet Farming Simulator og en præmiesum på 15.000 kroner. De jagter nu en plads til VM i Tyskland.

Nordborg: Det er tre ordknappe herrer, der tirsdag eftermiddag har taget plads i værkstedet på gården ved landsbyen Sjellerup.

Det kom egentlig ikke bag på dem, lader de forstå, at de tre venner Victor Bendix Clausen, Nicolai Hess og Bjarke Sundbæk – også kendt som Team Højgaard - søndag vandt danmarksmesterskaberne i computerspillet ’Farming Simulator’ og en præmiesum på 15.000 kroner – for anden gang i træk.

Turneringen var arrangeret af Danish Farm Tournaments, som Roskilde Dyrskue står bag.

Annonce

- Vi er selvfølgelig meget glade. Vi havde regnet med en anden- eller en førsteplads, men vi vandt jo uden at tabe, konstaterer 18-årige Victor Bendix Clausen tørt og sætter i et lille grin.

- Men det var et godt hold, vi spillede mod i finalen, skynder han sig at tilføje.

- Ja, finalen var egentlig den mest spændende. Der var ikke rigtigt modstand i kampene op til, lyder det fra 19-årige Bjarke Sundbæk.

Rutinerede herrer

De tre knægte ved da også, hvad de taler om. Gennem godt ti år har de spillet computerspillet Farming Simulator, som kort fortalt går ud på at drive digitalt markarbejde med tunge landbrugsmaskiner.

Alle tre har de en passion for de store maskiner, og mens Nicolai drømmer om at blive entreprenør, så er Bjarke og Victor ved at uddanne sig til konventionelle planteavlere på Gråsten Landbrugsskole.

Der er blevet set lidt skævt til de tre drenge for at spille Farming Simulator, indrømmer Nicolai Hess. Nogle af vores venner synes ikke, Farming Simulator er interessant, og de forstår ikke, vi gider at spille det. Men vi har interessen for landbrug og synes, spillet er interessant, så det spiller vi, siger forsvarende danmarksmester Nicolai Hess (th.) Foto: Jonas Kollerup

De spiller dog ikke i hverdagen, siger de. Derimod bruger de enormt meget tid på det virtuelle markarbejde i weekenderne, og for Bjarke og Victor beløber det sig til 3000 timer på nakken af en virtuel landbrugsmaskine.

Mange af kammeraterne har set lidt skævt til de tres interesse for Farming Simulator, men det påvirker ikke deres hobby, lader de forstå.

- Jeg tror bare, det rammer vores interesseområde. Vi kan godt lide det her, siger Bjarke.

- Og så er det jo også hyggeligt at sidde og snakke med alle kammeraterne over nettet. Der har vi et ret stort fællesskab, siger Victor.

Annonce

To tilgange førte til DM-titler

De tre er enige i, at de er lidt nogle bonderøve – på den gode måde. Man skal nemlig have en ret udpræget interesse for landbrug og landbrugsmaskineri for at finde Farming Simulator sjovt, vurderer de.

Men i konkurrencerne skifter de rutineprægede markopgaver karakter. Nu handler det pludselig om at analysere sin modstander, kende dennes strateg, at lægge sin egen – og om kommunikation.

Hver kamp består af tre runder, der hver varer 15 minutter. Inden hver kamp kan man vælge de maskiner, man selv ønsker – og de maskiner, modstanderen ikke må få.

I selve kampene skal man høste korn og presse halmballer, som skal stables på et halmloft. Hver gang man høster korn eller leverer en halmballe, får man point. Leverer man flere på én gang, får man kombinationspoint – en såkaldt combo.

Holdet med flest point vinder selvsagt kampen.

- Vi havde udset os Team Charlie (finaleholdet, red.) på forhånd og havde kigget på strategi inden. Vi havde været forbi deres YouTube-kanal og set, hvordan de spillede. Vi fandt ud af, at de altid gik efter at få en combo, og den lykkedes vi med at få spoleret, siger Nicolai Hess.

Den strategiske tilgang er dog noget, de tre knægte har tillært sig siden sidste år. Her lavede de en ”EM 92” og tog danmarksmesterskabet uden hverken forberedelse eller kvalifikation.

- Vi tabte den første kamp, men vi var så heldige, at det hold, vi tabte til, ikke kunne gå videre. To af deres gruppemedlemmer skulle nemlig til knallertkørekort, så vi røg videre, siger Bjarke med et grin.

Annonce

Drømmer om VM

Nu, hvor drengene har vundet to DM-titler og en samlet præmiesum på 30.000 kroner, som er blevet delt og sat ind på bankbogen, så er næste mål endnu et DM og så en plads VM i Tyskland.

- I Tyskland har de meget større præmier, så jeg prøver ihærdigt at få os med i de tyske turneringer. Men der skal man have sponsorere for at være med, så vi arbejder på at få CASE IH, siger Victor.

Skulle det lykkes for de tre titelindehavere at sikre sig en plads på podiet til VM, så er det ikke sikkert, at de får den fejret. Indtil nu har de hverken fejret det første eller det andet mesterskab.

- Vi er altid glade for at have vundet, men jeg skulle møde på arbejde klokken 04.30 morgenen efter, så…, siger Bjarke.

- Og jeg skulle også på arbejde, siger Nicolai med et grin.

- Men det kan da være, vi tager nogle pizzaer i weekenden, siger Bjarke.

- Ja, mon ikke det ender med det, siger Victor med et stille smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce