Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Mona drak øl om morgenen for at holde mobningen ud

Mona Rosengreen Jessen mener, at hendes biopolar 2 er udløst af mobningen. Foto: jens Eilertsen
Den bedste dag i mit liv, var min sidste dag på Gråsten Skole, siger den 42-årige frisør Mona Rosengreen Jessen.

Broager: Mona Rosengreen Jessen var en stille pige, der var god til det boglige. Hun var også lidt større end de andre piger, da hun begyndte i Rinkenæs Skole, men det gav ikke anledning til nævneværdig mobning. Der var af og til nogen, som blev drillet, men lærerne på skolen var gode til at lytte og gribe ind. Hun roser sin egen klasselærer for at tage enhver form for mobning i opløbet.

Derfor var barndommen ubekymret for den lille Mona, der kom fra et hjem med en broder, en fader, der arbejdede som arbejdsmand på teglværkerne og som pedal. Moderen var rengøringsassistent.

Annonce

Katapuliseret

Mona Rosengreen Jessen oplevede ikke ondskab fra andre børn i de første syv skoleår, men så blev hun - som hun  udtrykker det - katapuliseret til Gråsten Skole. Rinkenæs Skole havde kun til og med syvende klasse, så de tre sidste år skulle hun gå på skolen i Gråsten.

- Det var en stor skole med mange elever - det var lidt af et chok for mig at komme der. Bedre blev det ikke af, at jeg kom ind i det, de kaldte problemklassen. Der var en elev, som var i Jehovas Vidner, en var Indre Mission, der var svage piger og så var der drengene, som tromlede hen over alle. Vi fik bare en rundvisning og blev så plantet i klasserne. Der var slet ingen "ryst sammen" arrangementer.

Der gik ikke lang tid, før nogle af klassekammeraterne begyndte med kække bemærkninger - næsten altid om Mona Rosengreen Jessens vægt.

Annonce

Alle mod Mona

- Jeg troede ellers, at jeg havde fået venner i klassen, men de vendte sig alle mod mig. En af drengene hævdede, at jeg havde sagt noget om en pige, han var glad for, og det endte med en ren hetz mod mig. Men jeg havde ikke sagt noget - jeg ved ikke, hvor han fik det fra.


Jeg troede ellers, at jeg havde fået venner i klassen, men de vendte sig alle mod mig. En af drengene hævdede, at jeg havde sagt noget om en pige, han var glad for, og det endte med en ren hetz mod mig. Men jeg havde ikke sagt noget - jeg ved ikke, hvor han fik det fra.

Mona Rosengreen Jessen


Mona var større end de andre piger, og det kørte eleverne på hele tiden, Hun husker i dag ikke, hvad der blev sagt eller om hun fik øgenavne.

Mobberne ringede tit til Mona Rosengreen Jessen om natten - på den måde fandt forældrene ud af, at der var noget galt. Men det kunne ikke gøre noget - og deres datter så også helst, at de lod være. Hun mente, at forældreindblanding ville forværre situationen og gik i stedet til lærerne.

Annonce

For følsom

- De lyttede, men sagde så bare, at jeg var for følsom. Det var en forfærdelig oplevelse for mig - når du er 15 år, tror du på det bedste i alle mennesker. Og når dem, du troede var dine venner, vender sig mod dig, og når der ikke er hjælp at hente hos lærerne, bliver du opgivende. Jeg havde slet ingen forsvarsmekanisme, men jeg gjorde modstand så godt jeg kunne mundtligt.

Mona Rosengreen Jessen husker, hvordan hun sammen med en veninde ville på ungdomsklub i Gråsten, men de blev simpelthen tvunget til at gå, fordi de andre unge mobbede kraftigt. En enkelt gang blev mobningen fysisk. Mona Rosengreen Jessen var omkring 16 år og var på diskotek Purple Rain i Kollund, da en fra skolen gik over til hende og greb hende mellem benene.

- Jeg slog ud efter ham - det ville jeg simpelthen ikke finde mig i. Ellers var det aldrig fysisk - det var råben og nedgørelse.

Mona Rosengreen Jessen er i dag 43 år, og det er tydeligt, at hun stadig er krænket over det, der skete på Purple Rain.

- Havde han gjort det i dag, ville han ikke kunne få børn mere, siger hun.

Annonce

Drak øl om morgenen

Skolen var et helvede, og Mona Rosengreen Jessen fortæller, at hun som 15-årig tit drak en øl, før hun tog i skole. Den gjorde det hele lettere at holde ud. Selvmordstankerne kom også, men de blev aldrig ført ud i livet. I stedet begyndte hun at skade sig selv. Hun skar i sig, og det fortsatte faktisk, til hun fik sit første barn for ni år siden.

- Den sidste dag på gråsten Skole var også den bedste i mit liv. Det var en befrielse at komme væk, og for at jeg sådan rigtigt skulle væk fra det hele, tog jeg et år som au pair til Schweiz. Det var en rigtig fin familie, men jeg havde jo meget bagage med. Det tror jeg, at de kunne mærke.

Annonce

Diagnose

Efter hjemkomsten uddannede Mona Rosengreen Jessen sig til frisør, og hun arbejdede i flere store saloner i Sønderborg. Hun var glad for arbejdet, men kunne også mærke, at der var noget galt. Nogle dage var hun i overstadigt godt humør og andre var hun helt nede i kælderen. Hvad var der galt?

Hun kom til psykiatrisk undersøgelse og fik at vide, at hun led af bipolar 2.

- Den er 10 procent arvelig, men der skal noget til at udløse den. Jeg er sikker på, at det er mobningen, som udløste min. Men under alle omstændigheder var det en lettelse at få sat navn på, hvad jeg fejlede. Det var jo underligt, at jeg kom ind i salonen mandag og var helt oppe at køre og syntes, at alle var for langsomme, for så om fredagen at ligge hjemme i et mørkt rum og ikke have lyst til noget.

Annonce

Er over alt

- Har du oplevet mobning på nogle af dine arbejdspladser?

- Ikke sådan rigtigt, men mobning er over alt. Jeg synes, at forældre bør være bedre til at lære deres børn, at de ikke skal mobbe.

- Du har selv to piger på seks og en på ni - er de blevet mobbet?

- Nej, det er de ikke, og de vil aldrig mobbe. Det er virkelig noget, jeg går højt op i, og de går i en rigtig god skole. Da jeg kom hjem fra Schweiz, så jeg min mand på diskotek, og jeg sagde til min veninde, at jeg skulle giftes og have børn med ham. Det fik jeg, og vi er stadig gift. Da vi skulle købe hus, valgte vi Broager i stedet for Gråsten. Det er godt nok længe siden, jeg gik på skolen, men jeg kunne ikke forene mig med tanken om, at mine børn skulle gå der.

Mona Rosengreen Jessen har ikke oplevet mobning i mange år, men oplevelserne fra Gråsten Skole sidder dybt i hende. På trods af det hele kan hun stadig arbejde i frisørfaget på flex, og hun håber at finde et job efter genåbningen.

- Jeg synes, at forældre skal lære deres børn, at mobning er noget skidt og jeg synes, at lærerne ikke bare skal sige til en lille pige, at hun er for følsom, når hun kommer og siger, at hun bliver mobbet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce