Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Morten er sjette og måske sidste generation i firmaet

Femte og sjette generation i firmaet - Morten Anker Petersen og faderen Svend Anker Petersen. Foto: Jens Eilertsen
Det er godt 15 år siden, Morten Anker Petersen overtog Fa. Karl D. Petersen og begyndte en rejse fra seks til godt 30 medarbejdere. Den 49-årige tømrermester har masser af planer og visioner for firmaet - men ingen til at tage over.

Avnbøl: - Jeg ved da godt, at oddsene ikke er superhøje for, at virksomheden bliver i familien, når jeg skal pensioneres, men jeg skal ikke lægge pres på mine børn eller påvirke dem. De skal selvfølgelig vælge deres egen levevej. Da jeg selv trådte ind i firmaet for mere end 15 år siden, var det helt uden pres fra mine forældre.

Morten Anker Petersen er sjette generation i firmaet Fa. Karl D. Petersen i Avnbøl. Han trådte ind i firmaet i 2000 og overtog det fem år senere - og sendte det gamle familiefirma ud på en fantastisk rejse. Ved overtagelsen var der seks medarbejdere - i dag er der godt 30 i Fa. Karl D. Petersen, Møllebygger Petersen og Serviceteam Petersen.

Der er tale om en virksomhed, som buldrer der-ud-ad ledet af en mand med masser af ideer og visioner - og en mand, der samtidig må erkende, at han nok bliver sidste generation i firmaet efter næsten 200 år i familiens eje. Han har to døtre på 14 og 17 år, og de udviser ikke den store interesse for at gå i fars fodspor.

Annonce

- Men det kan jo være, at de bliver gift med en, der har interesse i det, siger Morten Anker Petersen, der kun er 49 år. Han har ingen pensionsplaner, men regner dog ikke med at fortsætte så lang tid som faderen - han 80 år og er stadig på arbejde hver dag.

- Selvfølgelig går jeg på arbejde - jeg tør ikke andet. Der er flere, som dør i sengen end på arbejde, siger faderen Svend Anker Petersen, der altså er gemte generation.


Selvfølgelig går jeg på arbejde - jeg tør ikke andet. Der er flere, som dør i sengen end på arbejde.

Svend Anker Petersen


- Det er fint at have far på arbejde, han har en stor værdi for firmaet og kan simpelthen ikke holde sig væk. Han elsker at hjælpe os med alt, og svende og byggeledere spørger ham tit til råds blandt andet om arbejdet med møller, for han har jo stor erfaring. Naturligvis arbejder han i sit eget tempo og har ikke dedalines siger Morten Anker Petersen.

Udlært i firmaet

Morten Anker Petersen er født i Sønderborg og har gået i skole i Sønderborg og Ullerup. Han blev udlært tømrer i faderens firma og var så to år i forsvaret i Holsted og på Sergentskolen i Sønderborg. I syv år boede han i Odense, hvor han udannede sig til bygningskonstruktør. Halvandet år hos et arkitektfirma i Slagelse fulgte.

I 2000 vendte Morten Anker Petersen tilbage til familievirksomheden, og han overtog den i 2005. Ved overtagelsen havde den nye indehaver allerede en forretningsplan klar - han var helt indstillet på, at han skulle friholdes fra daglige gøremål og at han ikke skulle tage telefonen 50 gange om dagen. Tiden skulle bruges til at udvikle familiefirmaet - og den mission er lykkedes.

Annonce

Vedligeholder vinduer

I dag er der ansat tre byggeledere, der tager sig af byggetilladelser, skriver regninger, udarbejder tilbud og lignende, mens Morten Anker Petersen er med på de overordnede linjer. Han har blandt andet etableret Serviceteam Petersen, der er ved at prøvekøre et koncept med Dovista, der producerer omkring to millioner højteknologiske vinduer om året. Serviceteam Petersen står for service på vinduerne reklamationer.

- Der er et stort behov for vedligeholdelse af vinduer, og når du producerer så mange som Dovista, vil der også være reklamationer. Derfor er vi specialister på området og klarer reklamationer i Syddanmark og Nordtyskland, siger Morten Anker Petersen, der har ansat fem mand i Serviceteam Petersen.

Medarbejderstaben er vokset betydeligt de seneste godt 15 år. Foto: Privatfoto

Serviceteam Petersen samarbejder også med boligforeningerne. Ifølge Morten Anker Petersen har alle foreningerne et ønske om at stille med en grøn profil, og de ønsker derfor vedligeholde deres vinduer i stedet for bare at skifte dem.

I Danmark er der mellem 400 og 500 møller, og de skal også vedligeholdes. Det specialiserer Avnbøl-firmaet sig også i - og det er en af årsagerne til, at firmaet er vokset ud af lokalerne i Avnbøl. Det har været nødvendigt at etablere sig i en 1000 kvadratmeter stor ejendom i Aabenraa.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce