Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Når Claus ikke retter buler, er han ude med snøren

Claus Smidemann siger, at kollegerne er som en stor familie. Foto: Jens Eilertsen
Det er 40 år siden, at karrosseritekniker Claus Smidemann blev ansat i det daværende Halds Autohandel. Fritiden bruger han på fiskeri og de otte børnebørn.
Annonce

Guderup: Claus Smidemann vidste ikke, at det ville få stor indflydelse på hans liv, da han for mere end 40 år siden reagerede på en annonce i avisen. Her læste han, at Halds Autohandel i Guderup (Korff Bilcenter) manglede en fejedreng. Det fik den dengang 16-årige dreng til at begive sig ned til autohandler Anton Hald, for han ville gerne tjene de 12 kroner i timen, som fejningen indbragte.

Efter en kort samtale kunne Claus Smidemann begynde. Det var 7. januar 1980, men autoforhandleren stillede som betingelse, at hans nye medarbejder skulle overstå en måneds prøvetid, før han blev endeligt ansat. Prøvetiden gik godt, og 7. februar 1980 blev han ansat. Det er 40 år siden, og Claus Smidemann fejres i virksomheden med en reception på jubilæumsdagen.

- Du har arbejdet i mere end 40 år under samme tag?

- Ja, jeg har altid været glad for at være her og det tror jeg, at alle de ansatte er. Der er ingen her, som ikke har arbejdet i virksomheden i mindst 15 år. Gennem årene har jeg da fået tilbud, men jeg har sagt nej. Det er som om vi her er som en stor familie, siger Claus Smidemann, der i de 40 år kun har haft tre direktører. Det var først Anton Hald, så var det Leif Korff, og i dag hedder ejerne Rene Wacker og Lars Hansen.

Ja, jeg har altid været glad for at være her og det tror jeg, at alle de ansatte er. Der er ingen her, som ikke har arbejdet i virksomheden i mindst 15 år.

Claus Smidemann

Annonce

I lære

Efter et år med kosten gik Claus Smidemann i lære som mekaniker - det betød, at timelønne faldt fra 12 kroner i timen til 9,80 kroner.

- Det husker jeg tydeligt. Det var hverken mange eller få penge - det var det, man fik dengang, siger Claus Smidemann, der fortsatte i firmaet, da han tre et halvt år senere var færdiguddannet.

Han arbejdede først som mekaniker, men den unge mand havde et talent opretning og rust og det var også det, han havde arbejdet mest med i læretiden, så han blev karrosseritekniker (pladesmed). Og det har han været siden.

Arbejdet har dog ændret sig, for i tidligere tider kom der store skader ind. Det gør der ikke i dag - forsikringsselskaberne er hurtigere til at melde bilerne totalskadede. De milde vintre gør også, at der kommer færre biler i afdelingen for opretning, men det gør ikke arbejdet mindre spændende. Claus Smidemann hævder, at "der ikke er to buler, som er ens".

Annonce

Ivrig fisker

Claus Smidemanns store interesse er fiskeri. Han har fisket i mange år ved de alsiske kyster og han fanger fortrinsvis havørreder og enkelte torsk. I 2017 fangede han en havørred på 6,1 kilo - hans tidligere rekord var en havørred på 5,2 kilo.

- Jeg fangede den store ørred ved Stolbro, og jeg rystede over hele kroppen, for det er sjældent, at man fanger en over tre kilo, siger Claus Smidemann, der er formand for Alsiske Kystfiskere.

Han synes, at havørreder smager godt, men det er ikke for at spise dem, han fisker. Når der er mange ørreder på krogen, giver han de fleste friheden tilbage.

- Jeg drømmer selvfølgelig om den helt store fisk. De er fanget et havørred på godt 10 kilo i 1990 - jeg tror ikke, at de kan blive større.

Når muligheden er der, er Claus Smidemann ude med snøren - men han bruger også meget tid på de fem børn og otte børnebørn.

- Jo, det er en dyr jul med så mange børnebørn, men familien betyder meget.

Det er ikke forkert, at sige, at jubilaren interesserer sig mere for fisk end for biler. Men helt uden betydning er biler ikke. Det afsløres, da vi kommer ud i pladeværkstedet. Her holder en roadster med kaleche - en Mazda MX5 - en baghjulstrukket sag, der er virkelig sjov at køre.

Det næsten obligatoriske spørgsmål er selvfølgelig: Hvad med fremtiden?

- Jeg har tænkt mig at blive ved, så længe helbredet holder til det. Mit job er hårdt for ryggen, og det begynder jeg at kunne mærke, siger den 56-årige karrosseritekniker.

En grå Mazda MX5 er Claus Smidemanns sommerbil. Foto. Jens Eilertsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Sønderborg

Nye sosu-hjælpere

Annonce