Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Nils springer ud som spændingsforfatter

Nils Højsager-Jessen kigger sine manuskripter igennem og er ikke helt færdig med det sidste kapitel. Foto: Kim Holm
Sønderborg-forfatter Nils Højsager-Jessen er klar med en spændingsroman den 21. juni. Den handler om en hæsblæsende jagt på en lejemorder gennem hele Europa med deltagelse af blandt andet den italienske og russiske mafia.

Sønderborg: Den 64-årige Nils Højsager-Jessen har i flere år taget tilløb til at udgive en spændingsroman med titlen "Det italienske arkiv". Nu er den der med udgivelse den 21. juni.

- Jeg har haft skelettet til romanen i længere tid og er fascineret af Italien, fortæller Nils Højsager-Jessen, mens han bladrer i sine manuskriptpapirer.

Læserne følger meget tæt lejemorderen Roberts vej fra første kontakt fra en af sine mellemmænd over den minutiøse planlægning og frem til mordet på en fremstående italiensk forretningsmand, der er tæt knyttet til den italienske mafia.

Uden at afsløre for meget, kommer læseren på tæt hold af de mange følgevirkninger mordet medfører og bliver draget ind i et spil om hævn, samt mafiaens beskyttelse af deres forretningsområder mod den aggressive russiske mafia. Et spil, der omfatter den organiserede kriminalitets indflydelse på bedrageri med EU-midler, smugling af flygtninge og narkotika. Til sidst ender dette forbryderiske spil i et ekstremt voldsomt opgør mellem den italienske- og den russiske mafia.

Nils Højsager-Jessen siger, at målgruppen er den voksne befolkning i alderen fra 18 til 70 år.

Annonce

Fokus på spænding

- Fokus er på spænding og god underholdning, der samtidig har elementer, der er genkendelige fra nyhedsudsendelser i tv, radio og dokumentarer, siger han og tilføjer:

- Sekundært er målgruppen de mennesker, der føler et lille gys ved voldsomme uoverensstemmelser mellem den organiserede kriminalitet indbyrdes med politimyndigheder - lidt "Godfather" eller "Soprano" målgruppen.

Nils Højsager-Jessen har altid været drevet af humanisme og menneskerettigheder. Han har hele livet beskæftiget sig med mennesker i offentlige virksomheder og i det private erhvervsliv. Han har tidligere udgivet lyrik og digte.

- I store træk er jeg en person, der altid har været fascineret af det skrevne ord og kan lide at læse en god gammeldags papirbog. Jeg bruger meget tid på at skrive og har hele tiden flere ting i gang, siger Nils Højsager-Jessen, der har den litterære åre efter sin mor.


- I store træk er jeg en person, der altid har været fascineret af det skrevne ord og kan lide at læse en god gammeldags papirbog. Jeg bruger meget tid på at skrive og har hele tiden flere ting i gang.

Nils Højsager-Jessen, der springer ud med sin første spændingsroman


Han tror, at det var en tragedie i familien, der startede hans "skriverier". Familien mistede en datter i en alder af 28 år.

Annonce

Folkeskolelærer

- Det var en form for selv terapi, mener Nils Højsager-Jessen, der har fået mere tid til at læse og skrive. Han er gået delvis på efterløn og arbejder 20 procent som folkeskolelærer på Hørup Centralskole i forhold til tidligere. Her har han været i ti år.

Han kom med sine forældre fra Haderslev til Sønderborg som femårig. Han gik først på Sønderskovskolen, og betegner sig selv som lidt af en rod. Han ændrede sig menneskeligt på en efterskole og sluttede på Kløvermarkskolen med realeksamen i sommeren 1974..

Nils Højsager-Jessen har aldrig været bange for at tage fat, og som knægt efter skoletid hjalp han til i sin fars malermesterfirma  - Hans Jørgen Jessen i Sønderborg - med at gøre malespande rene, dampe vægge af og lime vægge. Der var så meget arbejde, at han "ansatte" flere kammerater til at hjælpe.

Han kom derefter på søfartsskole og tog ud at sejle som 17-årig. Niels Højsager-Jessen har sejlet med Skoleskibet Danmark som styrmands aspirant og sejlede i to år ved rederiet A. P. Møller,  inden et færdselsuheld på motorcykel stoppede karrieren ved A. P. Møller.

Annonce

Knuste højre ben

- Jeg fik knust højre ben og har efterfølgende fået skiftet begge knæ, fortæller han. Det har han mén af den dag i dag.

I stedet uddannede han sig til byggeteknikker, var i ti år planlægger og driftsleder ved ISS, var ti år inspektør ved en større boligforening, værkfører, lagerchef og produktionsleder indenfor industrien og senest folkeskolelærer.

- Jeg er spændt på, hvordan min roman bliver modtaget, siger Nils Højsager-Jessen, der føler sig ung af sind trods sine 64 år.

- Mentalt er jeg stadig den ukuelige og glade dreng.

Han forestiller sig, at vil tage ud og fortæller om sin debutroman, der efter planen lægger op til en række "follow up" romaner.

Nils Højsager-Jessen bruger mange weekender og ferie i familiens sommerhus ved Drejet på Kegnæs-siden sammen med sin kone Helle, der fortsat er aktiv med arbejde i et bofællesskab. Sønnen Jonas på 30 år følger i sin fars fodspor som lærer.

Foruden at læse og skrive i sommerhuset er Nils Højsager-Jessen en passioneret lystfisker og er aktiv i lystfiskerforeninger i lokal-området.

Det italienske arkiv

  • Nils Højsager-Jessen forestiller sig, at bogen skal være paperback og have b-format (125 x 200).
  • Bogen fylder omkring 84.000 ord fordelt på 143 A4 sider. Dette er dog ikke endeligt, da forfatteren ikke er helt sikker på udformning af det sidste kapitel. Der arbejdes stadig med flere versioner af afslutningen, og kapitlet kan godt blive længere eller udvides til tre til fire kapitler i stedet for det ene.
  • Baggrunden er, at denne roman gerne skulle være den første bog i en serie af bøger med det samme persongalleri - bortset fra de døde.
  • Bogen lægger op til at følge flere af personerne i efterfølgende "Follow up" romaner.
  • Den europæiske krise
  • Den italienske svøbe
  • Det europæiske sværd
  • Det russiske hævntogt
  • Den amerikanske forbindelse
Et færdselsuheld på motorcykel som 19-årig ændrede Nils Højsager-Jessen planer om at blive kaptajn på et af rederiet A. P. Møllers store skibe på verdenshavene. Foto: Kim Holm
Nils Højsager-Jessen har altid været fascineret af det skrevne ord. Han har skrevet digte, noveller, ungdomsromaner og eventyr for de lidt større børn, men aldrig udgivet noget. Foto: Kim Holm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce