Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Ny havnebygning i Ballebro er på bedding

Ballebro ved Als Fjord er en perle med Ballebro Færgekro og muligheden for at sejle til og fra Nordals med færgen "Bitten". Foto: Kim Toft Jørgensen
Der mangler blot et par hundrede tusinde til den nye havnebygning i Blans. Så er den fuldt finansieret.
Annonce

Sønderborg: Trods corona-krise og manglende muligheder for blandt andet skiferie i Østrig er humøret højt hos Eva Sindbjerg Hinrichsen, der er formand for Blans Landsbylaug. Hun har netop fået meldingen, at LAG Sønderborg-Aabenraa har indstillet en økonomisk støtte på 400.000 kroner til en ny havnebygning i Ballebro.

De lokale ildsjæle i Blans er efter mere end to års arbejde så langt fremme, at nu er det endegyldigt, at planen om en ny havnebygning bliver til noget.

- Vi mangler et par hundrede tusinde, men dem finder vi, siger Eva Sindbjerg Hinrichsen, der har de endelige tegninger klar. De sidste godkendelser skal lige på plads og en nabo-høring skal overstås.


Vi mangler et par hundrede tusinde, men dem finder vi.

Eva Sindbjerg Hinrichsen, formand for Ballebro Landsbylaug


Annonce

Tre ansøgninger ligger ude

- Vi har tre ansøgninger liggende ude. Dem venter vi spændt på, siger hun.

Den tidligere havnebygning indeholdt kiosk, toiletter, omklædning og spisefaciliteter. Bygningen havde længe trængt til en opgradering, men det har vist sig, at bygningen var i for ringe stand til renovering.

Eva Sindbjerg Hinrichsen fortæller, at arbejdet med den nye bygning går i gang her til foråret, og byggestilen er inspireret af den nærliggende Ballebro Færgekro.

I forvejen er Ballebro ved Als Fjord en perle med Ballebro Færgekro og muligheden for at sejle til Nordals. Nu kommer der så Strandperlen Ballebro, som er etableret gennem et samarbejde med Blans Landsbylaug, Ballebro Bådelaug, vinterbaderne ved Ballebro og Sønderborg Kommune.

Den nye bygning vil indeholde omklædningsfaciliteter med toilet- og badefaciliteter, opholdslokale med tekøkken og Ballebro kiosken. Udendørs vil der være borde- og bænkesæt, en grill og en udendørs bruser.

- Et stort plus både for de lokale borgere og turister, som besøger Ballebro med muligheder for aktiviteterne på land og til vands, understreger Eva Sindbjerg Hinrichsen.

Stor økonomisk støtte til ny havnebygning i Ballebro

Foreløbig er der kommet følgende økonomiske tilskud til den nye havnebygning i Ballebro:

750.000 kroner fra Sønderborg komme

147.000 kroner fra Landdistriktsudvalgets udviklingspulje

250.000 kroner fra Nordlys fonden

50.000 kroner fra fabrikant Mads Clausens fond

400.000 kroner fra LAG Sønderborg-Aabenraa

Sådan kommer den nye havnebygning i Ballebro til at se ud. Tegning: JKA-arkitekter, Sønderborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce