Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Ny strategi: SwipBox i Sønderborg har overdraget 2500 nærbokse til PostNord

Jens Rom, direktør i SwipBoks har nu godt 100 ansat i Sønderborg-virksomheden med it-afdeling i Pakistan og salgskontor i Australien og Polen. Arkivfoto
PostNord har overtaget hele ejerskabet af selskabet bag Nærboks og dermed godt 2500 pakkebokse, som Sønderborg-virksomheden SwipBox står bag og har været medejer af. SwipBox vil nu satse på at sælge boksløsninger og servicere mod tidligere at eje.

Sønderborg: Stadig flere nordiske forbrugere handler på nettet. Det er derfor vigtigt at kunne hente det, man har købt, i en pakkeboks, der er tilgængelig døgnet rundt alle ugens dage og samtidig placeret nær et sted, man ofte kommer forbi.

Det er baggrunden for, at PostNord nu har købt Sønderborgvirksomheden SwipBox' halvdel i selskabet bag Nærboks med godt 2500 pakkebokse fordelt rundt i landet.

– Vi tror, at dette leveringsalternativ vil blive stadig mere populært, efterhånden som flere opdager fordelene ved e-handel, og der sendes flere pakker. Derfor sætter vi nu gang i udviklingen og satser stort på et udvidet net med vores egne pakkebokse i Norden, siger PostNords administrerende direktør Annemarie Gardshol i forbindelse med en pressemeddelelse om købet.

Annonce

Nærboks blev etableret af PostNord og SwipBox i 2019, og med opkøbet er PostNord nu eneejer af selskabet bag Nærboks.

SwipBox vil skabe netværk

For SwipBox, der blev etableret i Sønderborg i 2012, er overtagelsen et led i en ny forretningsstrategi, hvor man ikke længere ønsker at have ejerskab i pakkebokse.

- Man kan sige, at vi gerne vil have friheden til at kunne levere pakkeboks-løsninger for flere uden at risikere at komme til at konkurrere med vores egne kunder. Vi vil med andre ord koncentrere os om at sælge boksnetværk med den rette softwareløsning, forklarer direktør i SwipBox, Jens Rom.

SwipBox leverer i forvejen pakkebokse til postvæsnet i Norge og Sverige.


Man kan sige, at vi gerne vil have friheden til at kunne levere pakkeboks-løsninger for flere uden at risikere at komme til at konkurrere med vores egne kunder.

Jens Rom, direktør i SwipBox


Efter Postnords overtagelse af ejerskabet af Nærboks fortsætter det som et såkaldt åbent netværk, der også kan benyttes af andre distributører. Det er planen, at antallet af pakkebokse i netværket skal udvides til 3100 pakkebokse i 2021.

- Vi undersøger passende placeringer for at sikre, at pakkeboksene opstilles, hvor det er optimalt for modtagerne med hensyn til bæredygtighedsaspekter og arbejdsmiljøet for PostNords medarbejdere, tilføjer Annemarie Gardshol, PostNord.

SwipBox

SwipBox blev grundlagt i 2012 af Allan Kaczmarek. Den første SwipBox Classic prototype blev udviklet i hans fars garage i Skovby på Sydals. Da produktet var færdigudviklet, gik det hurtigt, og inden for to uger var de første 400 pakkebokse placeret i Danmark. SwipBox har i dag pakkebokse i mere end 50 lande med tusinder af pakkebokse.

Virksomheden har hovedkontor i Sønderborg med selskaber i Australien, Polen og Pakistan og sammenlagt godt 100 ansatte, som vokser stødt.

SwipBox har to pakkebokstyper: SwipBox Classic, der er skærm-opereret og SwipBox Infinity, der er app-opereret.  Nærboks i Danmark, som PostNord har overtaget, består blandt andet af Infinity pakkeboksene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce