Annonce
Ugeavisen Sønderborg

OL-drømmen er bristet- Jasmin kan ikke finde sponsorer

Hele taekwondoklubben i Nordborg bakker op om den nye danske mester Jasmin Hafaidh. Foto: jens Eilertsen

Et sponsorat på 50.000 kroner årligt kunne have sendt den nykårede danmarksmester i taekwondo Jasmin Hafaidh til OL i 2020.

Annonce

Nordborg: Vi skal små tre år tilbage i tiden. Tilbage til februar 2016. JydskeVestkysten er i Nordborg for at tale med byens talentfulde taekwondokæmper 15-årige Jasmin Hafaidh. Hun har dyrket sporten i mere end syv år og den talentfulde pige har lige vundet Nordisk Mesterskab.

Jasmin Hafaidh fortæller JydskeVestkysten, at hun nu drømmer om at komme til OL i 2020 og at det ikke kun kræver kamp i ringen - det kræver også en kamp udenfor. Det er nemlig dyrt at være taekwondokæmper på højt niveau, for vil man til OL, skal der deltages i store internationale stævner og der skal afvikles træningspas med landstræneren i Århus et par gange ugentligt. Og det kræver sponsorater.

Jeg går sjældent i byen - der ser jeg ikke rigtig nogen grund til. Jeg vil hellere træne.

Jasmin Hafaidh
Annonce

Tabte kampen

Siden JydskeVestkystens besøg i Nordborg er medaljerne regnet ned over den nu 18-årige kvinde. Hun vandt i 2017 danmarksmesterskabet for juniorer og et år senere danmarksmesterskabet for seniorer, og hun blev også for to år siden nummer et ved Berlin Open i klassen for senior damer minus 73 kilo.

Men hun har alligevel tabt kampen - kampen om pengene - og drømmen om OL-deltagelse næste år er bristet.

Der er nemlig ingen, som vil sponsorere den dygtige taekwondokæmper, og derfor har det ikke været muligt for hende at deltage i de træningslejre og de store internationale stævner, som kan sende hende til OL. 50.000 kroner om året ville det have kostet.

- Nu har vi jo et par store virksomheder i området, som er meget flinke til at bakke lokale initiativer op?

- Det er rigtigt, men de støtter kun klubber og hold. Der gives ikke penge til enkeltpersoner, siger Jasmin Hafaidhs kamptræner Kim Nørskov.

- Nordborg Taekwondoklub har også givet en agent mellem 15.000 og 16.000 kroner for at skaffe sponsorer til Jasmin. Agenten sagde, at det sagtens kunne lade sig gøre, men vi hørte ikke mere fra ham. Det endte med, at vi fik at vide, at det var umuligt at skaffe sponsorer til taekwondo - det er meget lettere til golf og fodbold, siger Kim Nørskov.

- Vi må bare erkende, at der er vanskeligere at skaffe sponsorkroner til et taekwondo-talent hernede - det er meget lettere i de store byer, hvor der er mere fokus på talenter, siger kamptræneren, der ikke kan skjule skuffelsen over, at hans store talent ikke kommer til OL næste år.

Annonce

Viljen mangler ikke

Viljen og energien mangler ikke hos den 18-årige taekwondokæmper. Hun dukker op i klubbens nye lokaler på den tidligere Havnbjerg Skole fem gange om ugen og finder også tid til at være træner for et børnehold. Så det er udelukkende på grund af manglende midler, at drømmen om OL i 2020 er bristet.

Jasmin har dog ikke droppet tanken om at komme med til OL. Nu hedder det bare OL 2024. Det er nemlig sådan, at Jasmin Hafaidh er færdig med gymnasiet i Sønderborg i år, og efter sommerferien flytter hun til Århus for at studere medicin. I den jyske hovedstad er hun tættere på talentudviklingen og der er i storbyen større fokus på talenter. Dermed lettes adgangen til sponsorkroner, mener Kim Nørskov.

Men hvor dygtig er Jasmin egentlig og hvor langt er hun fra topformen? Det spørgsmål stiller vi hendes kamptræner, og han siger uden at tøve, at hun besidder de to vigtigste ting: Råstyrke og udholdenhed. Men hun mangler den smidighed, som nogle er født med, og som andre skal kæmpe for at opnå.

Men viljen, den mangler ikke. Jasmin Hafaidh skubber næsten alt til side for at dyrke sin sport.

- Jeg går sjældent i byen - der ser jeg ikke rigtig nogen grund til. Jeg vil hellere træne, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce