Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Ole foretrækker det simple liv

Ole Møller elsker det simple liv - han har aldrig ejet en bil og køber ikke nyt tøj. Foto: Jens Eilertsen
61-årige Ole Møller har aldrig ejet en bil og køber ikke nyt tøj. Han vil hellere bruge sine penge på cykelture langt væk fra Danmarks grænser.
Annonce

Sønderborg: Ole Møller er solbrun i april, for han har været ude i verden. Tænderne er meget hvide og øjnene meget lyseblå. Den 61-årige sønderborger har alt sit hår og en skikkelse og kondition, mange pensionister må misunde ham.

Men det er ikke kun fysisk, Ole Møller skiller sig ud fra mængden. Han er en mand, der foretrækker det simple liv. Ting betyder ikke noget for ham - han har aldrig ejet en bil og køber ikke tøj. Hvert efterår sætter han sig på cyklen og kører ud i verden, for han vil hellere opleve end eje nye møbler og mærkevaretøj.

Vi møder Ole Møller i hans lille lejlighed på Udsigten i Sønderborg. Den er han rigtigt glad for, men Ole Møller siger også, at han egentlig havde planlagt at leve uden fast bopæl, da han som 55-årige lod sig pensionere fra jobbet som fritidspædagog. Han ville simpelthen cykle rundt i verden, og planen var så, at han - i de perioder, han var hjemme i Danmark - skulle bo hos familie og venner. Men sådan gik det ikke.

Uden støttehjul

Ole Møller flyttede til Sønderborg som to-årig og han fik tre år senere sin første cykel. Den kunne han med det samme køre på uden støttehjul og uden forældrenes hjælpende hænder. Siden har cyklen været hans foretrukne transportmiddel. Han fik godt nok et kørekort af faderen, men han har aldrig ejet en bil, og da ugeavisen spørger om, hvornår han senest kørte bil, så kan han ikke huske det.

- Hvis jeg skal besøge min søn i Ålborg, så tager jeg selvfølgelig cyklen, siger Ole Møller, mens vi drikker kaffe og nyder udsigten fra den lille lejlighed.

Som ung gik Ole Møller i gang med at uddanne sig til civilingeniør, men han sprang fra og flyttede som 18-årig til København, hvor han blev fritidspædagog. Efter uddannelsen arbejdede han nogle år for miljøorganisationen Noah, før han skiftede til institutioner, hvor han kunne bruge sin uddannelse. Så tit, det kunne lade sig gøre, fløj Ole Møller ud i verden og cyklede hjem.

Tidlig pensionering

Da den nye skolereform blev indført, var Ole Møller 55 år, og han kalder tiden efter indførelsen for "turbulent". Det passede ham ikke, at små institutioner blev slået sammen i klynger og han oplevede de snærende bånd, reformen medførte. Det fik fritidspædagogen til at sætte sig ned og regne på det - og så lod han sig pensionere. Han vidste, at han fem år senere ville få tjenestemandspension.

- Jeg har aldrig brugt mange penge, så jeg kunne se, at jeg kunne blive i min lejlighed og samtidig bruge tiden på at cykle, siger Ole Møller, der dog hurtigt opdagede, at regnestykket alligevel ikke gik op. Han brugte nemlig som pensionist endnu mere tid til at cykle, og udstyret til cyklen og turene var dyrere end ventet. På det tidspunkt fløj han ud og cyklede hjem, men det nye budget rakte ikke til fly, hotel og restauranter.

- Det var jo sådan set min plan at sove i skovene på mine ture for at spare penge, men det er på campingpladserne, du møder mennesker, og det er der, du kan få et bad, siger Ole Møller - og så var tanken om at sælge lejligheden og bo hos familie og venner, når der var dansk grund under fødderne, født. Men Ole Møller så tilfældigt på nettet, at der var en lille andelslejlighed på Udsigten i Sønderborg. Den var meget billigere end bopælen på Sjælland, og det passede fint, for han havde et stykke tid haft lyst til at flytte tilbage til Sønderborg, hvor moderen bor. Der var dog flere, som ville have andelslejligheden, men en blev syg og en kunne ikke låne pengene, og så gik den til Ole Møller.

Spartansk

Lejligheden blev indrettet med genbrugsmøbler og fjernsynet har Ole Møller arvet efter sin far.

- Det er sådan, jeg kan lide at leve. Jeg har måske nok lige købt et par underbukser på mine ture, ellers finder jeg det, når der er storskrald og jeg får jeg det foræret til fødselsdage og sådan.

Det eneste, han bruger penge på, er cyklen. Den koster 10.000 kroner og holder tre sæsoner. Hvor meget det koster at holde cyklende kørende, har Ole Møller ikke regnet på.

Hvis jeg skal besøge min søn i Ålborg, så tager jeg selvfølgelig cyklen.

Ole Møller

Gode råd

Ole Møller har cyklet i Europa, Asien, Australien og New Zealand. Turene er typisk på 10.000 til 13.000 kilometer. Han har følgende råd til dem, der vil cykle ud i verden:

1. Du behøver ikke være i kanon form - det kommer du. Men læg forsigtigt ud og pas på dine knæ.

2. Vær ikke bekymret for at møde fremmede mennesker - de fleste er flinke og gæstfrie.

3. Vær indstillet på, at der er gode dag og dårlige dage - det er ikke sjovt at cykle den ene dag efter den anden i regnvejr. Men har man en positiv tilgang, så er de gode oplevelser i overtal.

Læs mere på mybikediary.net

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce