Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Politi: Landmand mishandlede svin på Als

Dyrene på fire svinebesætninger på Als led af forskellige sygdomme og lidelser, som de ifølge ankalgemyndigheden ikke blev behandlet for. En 52-årig mand er tiltalt for misrøgt. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En 52-årig gårdejer og landmand fra Sydals nægter sig skyldig i mishandling og misrøgt af svin i de fire besætninger, hvor han indtil 2017 dagligt passede cirka 8000-10.000 svin. Anklager kræver manden idømt fængselsstraf og frakendt retten til at have med dyr at gøre.
Annonce

Tusindvis af svin uden halm og ventilation i stier og stalde. Hundredvis af grise uden adgang til et rent og tørt leje, så de lå i deres eget lort indsmurt i gylle. En 52-årig landmand fra Sydals nægter sig skyldig i misrøgt og mishandling af grise i de fire ejendomme, han ejer. Ifølge anklageskriftet er de alvorligste sager fem tilfælde, hvor han er tiltalt for "uforsvarlig behandling med karakter af mishandling". Der er i ialt 34 tiltalepunkter fra flere kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen, der også anmeldte sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Der er jo forskellige grader i det her, hvor de alvorligste jo er de fem tilfælde af mishandling af dyrene, sagde specialanklager Lars Viereck i Retten i Sønderborg tirsdag, da retssagen mod landmanden blev indledt. Der er afsat fire retsdage i sagen, hvor der først forventes dom i juni.

Ifølge anklageskriftet har landmanden undlagt at behandle eller aflive alvorligt syge grise - ligesom kadavere blev smidt i stalden. Han er også tiltalt for at forsøge at slå smågrise ihjel med slag i nakken eller panden, selv om de var så store, at de burde være aflivet med en boltpistol.

Det har været økonomisk besværligt. Der var ikke penge i lortet, som man siger. Vi var meget pressede, og det hele gik op i angst og stress.

Landmand i retten

Annonce

Angst og stress

Den tiltalte ville gerne udtale sig for retten, men han kunne ikke huske så meget. Det er også en fem år gammel sag, der især handler om overtrædesler i 2015. Ingen har hidtil kunnet forklare, hvorfor der skulle gå så lang tid, før landmanden kunne få sin sag for retten.

- Nogle ting kan jeg huske, andre ting er black-out, sagde han.

I flere tilfælde var han direkte uenig i det, Fødevarstyrelsen har bemærket ved kontrolbesøg. Det gælder både kadavere i stalde, syge dyr, der ikke fik hjælp og blev sat i sygestald - eller at der skulle være stalde med ødelagt inventar som defekte tremmer, skarpe beton- og metalkanter eller udstikkende jernstænger. I flere tilfælde forklarede den tiltalte, at det må være noget, der er sket over natten, efter han har været på besøg dagen før.

- Jeg kom regelmæssigt på alle besætninger, sagde han. I 2017 - efter sagen her var kommet frem - solgte han alle dyr.

- Det har været økonomisk besværligt. Der var ikke penge i lortet, som man siger. Vi var meget pressede, og det hele gik op i angst og stress, forklarede han.

Annonce

Som en fuld mand

Den tiltalte blev i 1990 uddannet landmand fra Dalum Landbrugsskole ved Odense, og allerede året efter blev han selvstændig landmand. Det har han været lige siden, og han har løbende købt ejendomme op. Han havde på et tidspunkt 8000-10.000 grise i sine stalde, men det var under retsmødet noget uklart, om det var hans dyr. Han forklarede, at de tilhørte en grisehandler. Landmanden fik så penge af grisehandleren for at fede dem op.

- Så kommer der grise ind, og du ved ikke, hvad du får. Så feder jeg dem op, og så tager han dem igen og sender dem til et privatslagteri på Sjælland, sagde landmanden. Han forklarede, at han altid ville hjælpe syge grise, så de enten kom i en beskyttet sygesti, eller blev aflivet. Ifølge anklageskriftet led flere end 50 grise af hjernebetændelse, haltehed, knoglelidelser, navlebrok, sår efter halebid og lammelser. Men de fik ingen behandling blev ikke isoleret fra de raske grise eller aflivet.

- Jeg ville have opdaget det. Hjernebetændelse på grisen - det er ligesom, hvis du er pissefuld og går ind i en væg, sagde han.

Annonce

Rådner hurtigt

Landmanden mente heller ikke, at der lå døde grise - altså kadavere - rundt op i staldene.

- Man kan godt overse en død gris. De ligger tæt sammen, og en død gris kan eksplodere fra den ene dag til den anden. De andre grise kan også godt lide at gå til en død gris, sagde han.

Anklageren mindede tiltalte om, at der senere ville blive vist billeder og film fra staldene.

- Kan du have overset grise, der har været døde i flere uger og er gået i forrådnelse? Sagde Lars Viereck.

- Nej, men det kan gå meget hurtigt. Især hvis det har været i en varm periode, sagde landmanden.

Han er også tiltalt for en række lovbrud om forkert eller ulovlig håndtering af af receptpligtig medicin til grise, manglende registreringer hos CHR (Centrale Husdyr Register) og for ikke at håndtere døde dyr til afhentning korrekt. Retssagen fortsætter tirsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Sønderborg

Nye sosu-hjælpere

Annonce