Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Poul var min bedste ven - sådan har det altid været

To meget gode venner - Poul Andersen (tv) og Allan Bak. Foto: Henrik Rath Paulsen
Venskabet begyndte, da Allan Bak som knægt kom i den ungdomsklub, hvor Poul Andersen var leder, og det sluttede på Sønderborg Sygehus torsdag, hvor Allan Bak sad ved sin vens side, da han døde.
Annonce

Nordborg: Torsdag formiddag døde Poul Andersen på Sønderborg Sygehus. Han sov roligt ind efter lang tids kamp mod kræften. Ved hans side var familien og hans ven siden ungdommen og partner i MegaEvents Allan Bak.

- Det er jeg sgu meget mærket af, siger Allan Bak, der fortæller, at han også dagen før Poul Andersens død besøgte ham på sygehuset.

- Jeg havde været i Tyskland og havde der købt Barcardi med cola. Den slags drak vi altid tidligere, når der var noget, der skulle snakkes om, og nu kan man jo få det på dåse. Den tog jeg med til sygehuset, og sygeplejersken sagde, at det var i orden at drikke den med Poul. I halvanden time sad vi og snakkede om alt det tossede, vi har lavet sammen gennem tiderne, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik den tid med Poul. Det er den bedste halvanden time i mit liv, siger Allan Bak.

Næste morgen klokken 4.40 blev Allan Bak ringet op, og han skyndte sig til sygehuset.

- Jeg spillede noget af den musik, som jeg vidste betød noget for Poul, på telefonen. Det var Safri Duo, Barry White og Dean Martin. Dean Martin hørte vi altid sammen, når vi sammen gjorde rent på Pubben, siger Allan Bak.

- Jeg så så, at kroppen bevægede sig, og så åndede Poul ud. Jeg havde mistet en rigtig god ven.

Jeg har bare lavet så meget med Poul - han var et godt menneske. Han var min bedste ven og det har han altid været. Vi har gået gennem tykt og tyndt sammen og jeg er meget taknemmelig over, at jeg lærte ham at kende.

Allan Bak

Annonce

I klub

Deres venskab begyndte helt tilbage, da Allan Bak var knægt og kom i den ungdomsklub, hvor Poul Andersen var leder.

- Vi har siden den dag altid været meget sammen. Da jeg havde mit diskotek, Charlies Disco, brugte jeg Poul til at lave reklamefotos, og da vi åbnede Pubben, var Poul med til at hjælpe. Poul blev medejer af Pubben, og det var der, vi sad og drak Barcardi og cola, når der var noget, der skulle snakkes om, og det var der, vi altid hørte Dean Martin, når vi ryddede op.

- Jeg har bare lavet så meget med Poul - han var et godt menneske. Han var min bedste ven og det har han altid været. Vi har gået gennem tykt og tyndt sammen og jeg er meget taknemmelig over, at jeg lærte ham at kende. Vores børn har jo også samme alder og min knægt har gået i skole med Pouls knægt.

- Poul og jeg har også lavet tossede ting. Der var en gang, vi skulle dele nogle penge, og det endte med, at vi havde en 100 kroner seddel til overs. Den deler vi i to 50'ere, sagde jeg, og så rev jeg sedlen over i to. Poul fik den ene del og jeg den anden, og vi puttede vores halvdele i hver af mine Jack & Jones sokker. Det var for at bekræfte vores venskab - vi kunne jo ikke løbe rundt med et halvt hjerte hver. Det er nok en 15 til 20 år siden, men jeg har stadig min sok med min halvdel - og jeg ved, at Poul også havde hans. Den skal med i kisten, siger Allan Bak.

Annonce

Med i MegaEvents

MegaEvents blev stiftet for præcis 10 år siden - efter at Allan Bak havde set makkeren Jan Schaloske spille ved et rockarrangement på Sønderborghus.

- Sådan noget skal vi da også lave i Nordborg, sagde jeg til Jan - og det syntes han var en god idé.

- Vi gjorde det ikke for at tjene penge, vi gjorde det for at skabe liv på Nordals. Det er da også derfor, at jeg de seneste år har været ærgerlig over, at butikkerne på Nordals ikke har bakket op. Men vi begyndte og Poul hjalp ved at stå i døren, før han selv kom med.

Men nu er det slut med venskabet - og måske også med MegaEvents.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce