Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Roklub får lov at låne 600.000 kroner: Men kommunen vil nu drosle ned for lånegarantier

Kasserer Gunnar Jensen, hunden Oscar og formand Jørn Erik Rasmussen foran klubhuset på Verdens Ende for et år siden, da renoveringsarbejdet gik i gang. Arkivfoto: Timo Battefeld
Sønderborg Roklub er løbet ind i uforudsete problemer i forbindelse med en omfattende istandsættelse af klubhuset fra 1935. Kommunen lånegaranterer for 600.000 ekstra, men vil i fremtiden stramme op om den slags lånegarantier.
Annonce

Sønderborg: Sønderborg Roklub er rendt ind i flere uventede problemer omkring udbygning- og energioptimering af klubhuset ved Verdens Ende 2. Det har betydet en væsentlig overskridelse af det oprindelige budget med i alt 600.000 kroner ekstra. Derfor har man bedt om en kommunal garantistillelse for et 10-årigt banklån.

- Det har et enigt økonomiudvalg også sagt ja til, men budskabet i fremtiden er, at man ikke bare kan bede om lånegaranti hos kommunen, hvis budgettet ikke lige hænger sammen, understreger borgmester Erik Lauritzen(S) og tilføjer:

- I det her tilfælde har vi dog taget hensyn til, at roklubben gør en stor indsats for at aktivere børn og studerende med sundhedsperspektiv for øje samtidig med, at renoveringen af den gamle historiske bygning har fokus på energioptimering.

Sønderborg Roklub blev stiftet i 1921 og kan derfor fejre 100 års jubilæum i juni næste år. Roklubbens to bygninger blev opført i 1935 efter tegninger i maritim stil af byarkitekt Holger Mundt

Roklubben har i dag 137 medlemmer og trods covid-19 formået at fastholde medlemstallet. Der er kommet 14 nye medlemmer, som til dagligt er studerende på Syddansk Universitet.

Annonce

Snart et års arbejde

Renoveringsarbejdet begyndte i januar, hvor den øverste etage blev brudt ned og bygget op igen. Det er et længe ønsket projekt til 4,5 millioner kroner, som med byrådets budgetforlig fik de sidste penge til projektet.


Budskabet i fremtiden er, at man ikke bare kan bede om lånegaranti hos kommunen, hvis budgettet ikke lige hænger sammen.

Borgmester Erik Lauritzen(S)


Byrådet valgte at sætte 900.000 kroner af til Sønderborg Roklub, resten af pengene kommer fra Den A.P. Møllerske Fond, Velux Fonden og SE Vækstpulje. Klubben har selv sparet en million kroner op og vil lave frivilligt arbejde for de sidste 300.000 kroner.

- Vi er lykkelige for støtten, for det betyder, at vi får bedre faciliteter og kan leve op til nutidens krav om energiforbrug og brandsikkerhed. Projektet er kun blevet muligt med den støtte, vi har fået, sagde klubbestyrelsens sekretær, Birthe Rasmussen, i forbindelse med opstarten af projektet.

Tidsplanen er blevet skubbet ad flere omgange med en forventning om at være færdigt i juli år, men først nu er det afsluttet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce