Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Sønderborg Garden savner fællesskabet og søger nye gardister

Sønderborg Garden bruges til mange ting og er ofte synlig i gadebilledet. Her under indvielsen af strandpromenaden i 2017. Arkivfoto: Timo Battefeld
De 58 gardister øver så godt corona tillader og håber, at foråret byder på muligheden for igen at komme på gaden. Garden efterlyser samtidig nye medlemmer.

Sønderborg: Mange har det svært i den nedlukkede coronaverden. Det gælder også et ellers så normalt synligt fænomen i gadebilledet - Sønderborg Garden.

Midt i december lukkede foreningslivet endnu engang ned, og Sønderborg Garden måtte ændre en planlagt juleafslutning til en gavetur, hvor bestyrelsen klædt ud som julemand, alfer og nisser besøgte 37 adresser rundt i en stor del af kommunen med færdigpakkede godteposer.

Nu er det så over en måned siden, de 58 gardister har set hinanden. Lærere og dirigenter forsøger at undervise online. Det er dog en udfordring med forsinkelse på skærmen og fungerer bedst med soloundervisning. Men det kniber, når de 19 trommegardister forsøger at spille sammen.

Annonce

Søger nye medlemmer

I foråret er der tradition for et åbent hus, hvor interesserede børn og forældre kan komme og hilse på. Det er selvsagt ikke muligt at planlægge nu, men garden søger alligevel unge, som kunne have lyst til at være med.

Der er nemlig på sigt ikke nok elever til at fylde hullerne ud, når de ældste rejser fra byen for at uddanne sig, oplyser garden i en pressemeddelelse.

Garden optager typisk børn, når de er otte til ti år gamle. Men i øjeblikket er der også fokus på de lidt ældre i 11 til 13 års alderen, da de ofte er hurtigere til at lære at spille og kan komme med på gaden efter kortere oplæring.

Hos garden lærer man at spille og marchere helt fra bunden, og man bestemmer selv, om det skal være trommer eller et blæseinstrument. Garden stiller instrument til rådighed.

Hvis nogen har lyst til at være med, kan man kontakte gardens elevansvarlige på elever@sonderborggarden.dk

Sønderborg Garden arbejder lige nu på et nyt genforeningstattoo og nye showmarch-formationer. Der forsøges desuden planlagt en sommertur så hurtigt, som det er muligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce