Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Sønderborg Kommune flytter på sygehus med et forebyggelseskontor

Charlotte Kongsted og Susanne Hov er to af de sundhedsvejledere fra Sundhedscentret, som skal bemande Sønderborg Kommunes forebyggelseskontor på Sønderborg Sygehus. PR-foto: Sønderborg Kommmune
Her vil borgere fra 18. januar kunne hente gode råd til et sundere liv.

Sønderborg: Det er oftest, når man lige har været til undersøgelse af lungekapaciteten, at man er mest motiveret for at stoppe med at ryge. Eller tabe i vægt, hvis lægen har konstateret, at knæene er slidte på grund af overbelastning.

Fra 18. januar kan man tre dage i ugen forlade Sønderborg Sygehus ikke bare med motivationen, men også med konkrete råd til, hvordan man kommer i gang. Sønderborg Sygehus åbner et forebyggelseskontor i sygehusets forhallen, der nu er ved at være gennem en omfattende ombygning til laboratorietorv.

Her tæt på hovedindgangen flytter kommunale medarbejdere fra Sundhedscentret ind. Mandag, onsdag og fredag vil de oplyse om rygestopkurser, vægttab og andre muligheder, hvis ens helbred og sundhed er udfordret.

- En del borgere henvises allerede i dag til Sundhedscentret, når de udskrives fra sygehusene, men vi håber med det nye forebyggelseskontor, at vi når endnu flere, som vi kan hjælpe til et bedre liv, siger borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg Kommune.

Pilotprojekt

I januar 2019 havde Sønderborg Kommune og Region Syddanmark sit første møde i forpligtende samarbejde, som skal give kronisk syge, psykiske sårbare borgere og medicinske patienter en bedre behandling. Det har siden fremmet kommunikationen mellem sygehusets ansatte, praktiserende læger og ansatte i Sønderborg Kommune, men det er nyt, at kommunalt ansatte arbejder på sygehusets matrikel.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, glæder sig over det nye samarbejde:

- I regionen og kommunerne har vi en fælles interesse i at forebygge frem for at behandle – ikke mindst for borgernes skyld. Det er oplagt, at vi samarbejder på området, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi nu sætter gang i et pilotprojekt i Sønderborg, siger hun i en pressemeddelelse.

Projektet skal evalueres efter et år og bliver det en succes, vil det blive udbredt til andre af regionens sygehus i samarbejde med flere kommuner.

Åbningstider

Forebyggelseskontoret er bemandet mandag, onsdag og fredag kl. 9-15.

Medarbejdere på sygehusets afdelinger og ambulatorier vil gøre patienterne opmærksomme på tilbuddet, men man kan også selv henvende sig.

Tilbuddet gælder dog kun borgere i Sønderborg Kommune. Borgere fra andre kommuner vil blive henvist til at kontakte hjemkommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce