Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Sønderborg: Nu går de ældre fri af smitten

Omkring nytår fik alle plejehjemsbeboere i Sønderborg Kommune tilbudt vaccination, og langt de fleste takkede ja. Her er det køen til et stik på Tangshave Bo- og Aktivitetscenter i Nordborg. Arkivfoto: Birthe Juul Mathiasen
De seneste syv døgn har ikke en eneste over 60 år fået konstateret covid-19 i Sønderborg Kommune.

Sønderborg: 18 personer i Sønderborg Kommune er for tiden smittet med corona. Men de er alle sammen under 60 år.

Siden det store udbrud af corona på Dybbøl Plejecenter hen over jul og nytår har kun få ældre borgere fået konstateret corona, og de seneste syv døgn er ingen over 60 år blevet smittet.

Det glæder Sønderborg Kommunes sundhedschef Michael Skriver Hansen, for det er de ældre, der bliver hårdest ramt af covid-19.

- Vi begynder at mærke effekten af, at alle plejehjemsbeboere nu er vaccineret, og at mange andre ældre også er blevet det, mener han.

Det drejer sig om borgere over 65 år, der modtager hjemmehjælp og derfor regnes for udsatte og skrøbelige.

- Dertil kommer, at vi også har taget hul på gruppen af raske ældre over 85 år. Selv om mange af dem kun har fået første stik, har det allerede en effekt, noterer sundhedschefen.

4.381 personer i Sønderborg Kommune har nu fået første vaccinestik, mens 2.443 er færdigvaccineret.

Annonce

Det kan hurtigt vende

Sundhedschefen er ”rigtig glad” for fredagens tal fra Statens Serum Institut, der viser, at Sønderborg Kommune har haft 24,3 smittede pr. 100.000 indbyggere gennem de seneste syv døgn.

-Vores tal har stabiliseret sig. Vi ser nu kun tre-fire nye smittede om dagen. I december var det langt højere, nemlig 23-24 nye om dagen, forklarer han.

Sønderborg Kommune ligger derfor på vippen til snart at være under bekymringsgrænsen på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere. Men mørke skyer truer i horisonten. Over halvdelen af de trods alt få smittetilfælde i Sønderborg Kommune skyldes med ”overvejende sandsynlighed” den nye, meget mere smitsomme variant B117.

- Vi har et godt beredskab, og vi kan næsten ikke være mere forberedte, men vi har også lært af Kolding, hvor hurtigt det kan vende, siger Michael Skriver Hansen og fremhæver Aabenraa og Flensborg som byer, han følger med stor bekymring.

Aabenraa har i øjeblikket 104 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Den forløbne uge har Sønderborg Kommune haft medarbejdere siddende klar til at hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed med smitteopsporing. Kommunen skal overtage opgaven, hvis det ikke indenfor 24 timer lykkes styrelsen at få kontakt til smittede eller deres nære kontakter for at sikre, at de overholdet kravet om isolation.

- Men der har været så få nye smittetilfælde, at styrelsen ikke har haft brug for vores hjælp, fortæller Michael Skriver Hansen.

Smitten fordelt på alder

Så mange smittede er der registreret i Sønderborg Kommune 26. februar:

  • 0-9 årige: 1
  • 10-19 årige: 3
  • 20-29 årige: 3
  • 30-39 årige: 1
  • 40-49 årige: 5
  • 50-59 årige: 5
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce