Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Se graffiti fra broen: Havnebygning får endnu et gavlmaleri

I 2017 stod Andreas Welin for et gavlmaleri på haven i Sønderborg i anledning af Spejdernes Lejr. Det nye gavlmaleri skal opføres på den samme bygning - blot på den side, der vender mod den gamle bro. Arkivfoto: Kaspar Hvid
Kunstneren Andreas Welin skal lave endnu et gavlmaleri på havnen. Denne gang får trafikanter på Kong Chr. X's Bro udsigt til maleriet, der får temaet "ringridning".

Sønderborg: Andreas Welin, der stammer fra Sønderborg, har fået succes med sine gavlmalerier. I 2020 har han lavet flere gavlmalerier i anledning af 100-året for Genforeningen, blandt andet i Gråsten.

Nu har Uwe Wolff’s Fond bedt kunstneren om at lave et værk på en bygning i Sønderborg med temaet "ringridning". Det bliver på samme bygning, som Andreas Welin udsmykkede i 2017 i anledning af Spejdernes Lejr. Dengang var det Sønderborg Kommunes Kunstfond, der havde hyret graffiti-kunstneren.

Nu er det Sønderborg-fonden Uwe Wolff's Fond, som vil opføre et nyt gavlmaleri på bygningen. Den samlede pris er 155.000 kroner, og fonden har søgt Sønderborg Kommunes udvalg for kultur, idræt, handel og turisme om et tilskud.

Annonce

Kommunalt tilskud

Politikerne i udvalget sagde ja til at give 25.000 kroner til projektet. Fonden giver selv 70.000 kroner, mens sponsorater fra Ringriderfesten giver 60.000 kroner.

Gavlmaleriet skal opføres på den nordlige gavl på et hus på Nørre Havnegade 8. Maleriet vil blive opført i dæmpede farver og bliver cirka 12 gange 12 meter. Det er fonden, der skal vedligeholde maleriet, der har en forventet levetid på ti år.

Andreas Welin er opvokset i Sønderborg og har gået på Sønderborg Statsskole og Sønderjyllands Kunstskole. Han har arbejdet hårdt på at blive professionel graffitikunstner blandt andet ved at rejse rundt i verden og male på gavle og lære af andre kunstnere. I de sidste syv år har han levet af at være kunstner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce