Energi: Regeringen ønsker at firedoble produktionen af strøm fra landvindmøller og solcelleparker frem mod 2030. Det blev præsenteret på et pressemøde tirsdag som en del af det reformprogram, regeringen kalder "Danmark kan mere", og siden da er det blevet diskuteret bredt, hvor disse mange nye vindmøller og solceller skal opføres.
Hvad angår vindmøllerne, vil det betyde en fordobling af den energi, der produceres fra landvindmøller i dag. I forvejen står der nemlig rigtig mange vindmøller rundt i Danmark, men det medfører ofte stor lokal modstand, når nye projekter er på tegnebrættet.
Der er dog rigtig stor forskel på, hvor mange vindmøller, der er opført i de forskellige kommuner. I Tønder Kommune har de med 248 møller næstflest landvindmøller af alle danske kommuner - kun overgået af Ringkøbing-Skjern Kommune med 255.
Modsat er der en række kommuner omkring hovedstaden og i Nordsjælland, hvor der ikke står en eneste landvindmølle. Det gælder blandt andre kommuner som Helsingør, Gentofte og Fredensborg.
Men også i Syd- og Sønderjylland er der stor forskel fra kommune til kommune. Hvis vi ikke medregner den lille ø-kommune Fanø, hvor der er opført tre landvindmøller, er det i Sønderborg, der her i landsdelen står færrest møller, da der i kommunen kun er opført 18 - en ganske markant forskel fra Tønders 248.
Kan ikke være egoistisk
Tidligere på ugen talte avisen med Poul Erik Kjær (V), formand for Tønder Kommunes udvalg for teknik og miljø, og han mener, at det giver god mening, at der opføres mange vindmøller i en kommune som Tønder, da der her er meget lavbundsjord.
- Den plan for vindmøller, der er i Danmark, overstiger det elforbrug, Danmark har. Vores strømbehov i Tønder ville være dækket af måske 10 møller, så hvis vi kun skulle have lokale briller på og dække kommunens forbrug, behøvede vi slet ikke at gøre noget, men så egoistisk kan man jo heller ikke være. Hvis vi har områderne til det i Tønder og i Danmark, skal vi jo lave det strøm, vi kan. Vi kan jo ikke sætte vindmøller op i København, så de skal jo stå, hvor der er plads til dem, sagde han til avisen tidligere på ugen.
En af de kommuner, som altså ikke har opført en eneste landvindmølle, er Fredensborg Kommune i Nordsjælland. Det er bedre at opstille dem i Jylland, har kommunens borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), sagt til TV 2.
- Jeg anbefaler, at man stiller dem op, hvor det bedst kan svare sig for de penge, man betaler for vindmøllerne, og det blæser altså mere i Jylland, end det gør i Fredensborg Kommune, for nu at sige det ligeud, har han sagt til TV 2.
Foreslår grøn bonus
Fredag har brancheorganisationen Green Power Denmark publiceret sit første politiske udspil, som blandt andet indeholder 46 konkrete anbefalinger til, hvordan der kan produceres og transporteres nok grøn strøm til Danmarks og Europas omstilling.
Disse anbefalinger omfatter blandt andet at sikre hurtig udbygning af vedvarende energi på land, hvilket altså er i tråd med regeringens udspil. For at gøre dette muligt anbefaler Green Power Denmark blandt andet at give en grøn statslig bonus til de kommuner, som godkender opstilling af vedvarende elproduktion.
Landvindmøller i kommunerne
Top-10 i Danmark:
Ringkøbing-Skjern: 255
Tønder: 248
Lolland: 191
Thisted: 178
Aalborg: 151
Jammerbugt: 142
Holstebro: 137
Skive: 129
Hjørring: 125
Randers: 123
Syd- og Sønderjylland:
Tønder: 248
Varde: 93
Vejen: 84
Aabenraa: 80
Haderslev: 57
Billund: 56
Esbjerg: 55
Kolding: 40
Sønderborg: 18
Fanø: 3