Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Simon og Isak vandt Fortnite-DM: Det er stort

Danmarksmestrene Isak og Simon med deres træner Jannick Warming. Foto: Anders Kibbel
To 15-årige drenge fra Hørup vandt i al stilfærdighed danmarksmesterskabet, der på grund af krisen ikke var pakket ind i et stort show med hyldest og pokaloverrækkelse.
Annonce

Sønderborg: - Fedt. Og hvad så nu?

Sådan tænkte de to 15-årige drenge Isak Weissenborn og Simon Sørensen, begge Hørup, da de hjemme foran computerne blev duo-danmarksmestre i computerspillet Fortnite.

Sædvanligvis afvikles danmarksmesterskaberne med 1000 tilskuere, show og stor pokaloverrækkelse, men på grund af coronakrisen spillede de otte finalehold hjemme. Derfor var der ikke stor fest og jubel, da danmarksmesterskabet var i hus. De to drenge fejrede det med deres familier ved at gå ud og spise.

Hvad der nu skal ske med pokaloverrækkelse og om der følger pengepræmier med mesterskabet, det er danmarksmestrenes træner Jannick Warming ved at finde ud af. Han lægger ikke skjul på, at han er stolt af drengene - og de er også selv lidt oppe at køre over deres præstation.

- Det er stort, det her, siger de, da ugeavisen møder dem i klublokalerne på Det blå Gymnasium.

Simon og Isak siger, at det ikke rigtigt er gået op for dem, at de er er duo-danmarksmestre.

Annonce

Masser af tid

Både Simon og Isak bruger meget tid på at træne - det bliver for dem begge til seks til syv timer på hverdage og 10 til 12 timer i weekenden. Isak spiller også fodbold, mens Simon ikke går til andre former for sport.

Isak fortæller, at han begyndte at spille Fortnite for tre år siden og at han under nedlukningen af Danmark har haft ekstra meget tid til at øve sig.

- Hvad siger dine forældre til, at du spiller så meget?

- De kan godt sige noget til det, når jeg larmer. Det er jo sådan, at jeg skal overdøve geværerne, når jeg kommunikerer og så må jeg råbe. Jeg bander også meget - det er de ikke så glade for, siger Isak, der indrømmer, at han er en meget dårlig taber.

Simon mener, at hans forældre har mere forståelse for hans fascination, fordi moderen selv spiller computer.

Annonce

Kunne se det

Jannick Warming var træner for tre gange to spillere fra Sønderborg eSport, da de indledende runder til danmarksmesterskaberne blev afviklet. Han kunne straks se, at der er potentiale i Isak og Simon, fordi de har en god kemi og fordi de spiller spillet rigtigt og har evnen til at komme videre efter eventuelle tabte runder.

De to spillere indskyder dog, at udstyret og godt internet er alt afgørende i spillet, fordi brøkdele af et sekund kan betyde forskel på sejr og nederlag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce