Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Skøjtebanen trækker måske stikket: Der kan spares 100.000 kroner

Mange ting har ikke været som de plejer det seneste næste års tid. Heller ikke skøjtebanen, der normalt bruges flittigt fra start december til 1. marts, har haft mange gæster. Arkivfoto: Henrik Rath
Torsdag er teknik- og miljøudvalget indkaldt til møde for at tage stilling til, om skøjtebanen skal nedtages før tid. Corona-restriktioner har fået den til at ligge helt øde hen.
Annonce

Sønderborg: Det er en kold, men desværre også coronaramt tid vi befinder os i. Meget er lagt på is, og nu kommer turen højst sandsynlig også til den ellers normalt så populære skøjtebane, der for tiden ligger øde hen. For meget lidt er normalt for tiden. Og nu hvor ekstra kulde og måske sne er i vente, ville isen ved havnen sikkert blive fyldt med skøjteglade børn og unge.

Men i stedet er teknik- og miljøudvalget kaldt til et møde online torsdag aften, hvor man skal beslutte sig for, hvorvidt skøjtebanen skal tages ned godt halvvejs inde i sæsonen.

- Efter de nuværende restriktioner, som måske også bliver forlængede, er der slet ingen, der benytter banen. Skoleelever er hjemsendt, og der må højst forsamles fem, forklarer udvalgsformand Aase Nyegaard (Fælleslisten), som godt kan se det fornuftige i at pakke den ned før tid og spare omkring 100.000 kroner i driftsomkostninger.

En tidligere nedtagning vil betyde, at de forventede udgifter til strømforbruget falder med omkring de 100.000 kr. Byrådet besluttede i øvrigt i november, at en ny og mere klimavenlig skøjtebane skal tages i brug fra 2022 og stadig placeres på Nørrebro, hvor den nuværende er i stedet for Rønhaveplads, der også har været i spil.

Annonce

Coronakold

Skøjtebanen blev stillet op og åbnet i december, men på grund af de daværende corona-restriktioner er den kun gjort tilgængelig for uddannelsesinstitutioner til idrætsformål. Håbet var, at man kunne åbne skøjtebanen for offentligheden senere, hvis situationen tillod det.


Efter de nuværende restriktioner, som måske også bliver forlængede, er der slet ingen, der benytter banen. Skoleelever er hjemsendt, og der må højst forsamles fem.

Udvalgsformand Aase Nyegaard (Fælleslisten)


Men de seneste stramninger i forhold til smitteforebyggelse, hvor skoleelever er hjemsendt og en udsigt til at de stramme restriktioner fortsætter en rum tid endnu, betyder altså, at udvalget skal beslutte, hvad man gør resten af sæsonen.

Valgmulighederne er at afvente og så måske kunne fortsætte med tilbuddet til uddannelsesinstitutionerne eller pakke den sammen.

- Vi håber, at vi inden torsdag aften er klogere på, hvad regler der er efter 17. januar. Skulle det ende med en nedtagning af skøjtebanen, vurderer vi, at det bliver til at leve med i denne her tid. Og så vil jeg da ellers opfordre til, at man benytter sig af vores natur til gå- og cykelture, tilføjer Aase Nyegaard.

Så festligt kunne det have set ud ved skøjtebanen på denne tid af året. Arkivfoto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce