Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Sprit, salmesang og syndsforladelse: Sådan bliver julegudstjenesten i år

Gråsten Slotskirke er altid fyldt til jul, men sådan bliver det ikke i år grundet corona. Der skal bookes en billet for at få adgang juleaften. Derudover vil det være muligt at komme til sangarrangementer og andre begivenheder i løbet af december. Arkivfoto: Claus Thorsted
Årets julegudstjeneste har i år givet præsterne mere at tænke over end kun temaet i årets juleprædiken. For fyldte kirker og corona-virus er ikke en god cocktail.
Annonce

Sønderborg: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra statsminister Mette Frederiksen (S) om et forsamlingsforbud som følge af en pandemi. Det var en af de første restriktioner, der ramte folkekirken, men siden er flere kommet til.

Og alle præster har derfor måtte gentænke den traditionelle julegudstjeneste med samlesang i en fyldt kirke - Også Kitty Hovgaard, som er sognepræst i Egen.

- Det gør ekstremt ondt at måtte afvise nogen, der gerne vil i kirke. Vi bryster os jo normalt af at være for alle, men det tillader corona ikke, siger præsten og understreger, at tryghed og sikkerhed selvfølgelig kommer i første række.

Første gang sognepræst i Egen Kitty Hovgaard måtte begrænse antallet af kirkegængere var i foråret. Senere fik det også betydning for konfirmationerne. Arkivfoto: Timo Battefeld.

Normalt kan hun fylde sin kirke med omkring 700 kirkegængere juleaften, men i år må kun 80 personer få en plads på kirkebænken, fordi Kitty Hovgaard har valgt, at menigheden skal være med til at synge "Et barn er født i Betlehem":

- Det er så livsbekræftende at høre både ung som gammel synge Halleluja. Kirken uden sang vil føles fattig. Sangen giver et samvær og en fællesskabsfølelse, forklarer hun og sammenligner det med at have tilskuere til en fodboldkamp, hvor særligt de professionelle klubber savner, at der er fans på lægterne.

Corona- restriktioner i kirkerne

Fra den 29. oktober og frem til og med 2. januar 2021 har regeringen udvidet kravet om at bære mundbind eller visir til også at gælde i kultur- og kirkeinstitutioner. Derfor skal værnemidlet bæres, når man ikke sidder ned i kirken. Børn under 12 år er undtaget kravet om mundbind i folkekirken.

Forsamlingsforbuddet betyder, at der maksimalt må være 10 personer, men folkekirken er undtaget forbuddet, fordi det ikke gælder ved arrangementer, hvor deltagerne sidder ned. Det betyder også, at udendørsarrangementer, hvor deltagerne står op ikke er undtaget. Forsamlingsforbuddet er hidtil gældende fra den 26. oktober og til og med den 13. december.

Afstandskrav og arealkrav gælder i kirken - også til dåb og bryllup. Hovedreglen er, at der skal være fire kvadratmeter pr. person, hvis man hovedsageligt står op og kan bevæge sig rundt mellem hinanden. Men hvis man hovedsageligt sidder ned, så er det tilstrækkeligt med to kvadratmeter pr. person.

Da størstedelen af folkekirkens arrangementer er siddende, er det altså arealkravet på to kvadratmeter pr. person, der gælder.

Familiemedlemmer fra samme husstand må sidde tættere og på samme kirkebænk. Afstanden fra familie til familie skal stadig overholde kravet om én meter uden sang og to meter med sang.

-  For fodboldspillerne betyder det noget, at deres fans sidder skulder ved skulder og hepper. Det giver energi. Samme følelse får jeg, når jeg står foran alteret og kan høre, at menigheden er med mig. Desuden giver det også dem en følelse af at være en del af noget unikt. Der kommer en eufori i hele kirken, som vi ikke skal give afkald på trods corona, siger Kitty Hovgaard.

Annonce

Skab nye traditioner

Hun ved godt, at beslutningen om at holde fast i sangen, betyder at nogle vil blive skuffet, fordi de ikke kan indlede juleaften med at gå i kirke. For ikke alle vil kunne få en billet. Det er nemlig den løsning, de har valgt i Egen Kirke for ikke at måtte afvise nogen i døren den 24. december.


Jeg står ikke med armene i vejret af begejstring for at skulle gøre det her, men det er en mulighed for at lukke flere ind juleaften, når de ikke kan være fysisk tilstede

Malene Freksen, sognepræst i Notmark


Billetterne kan hentes på kirkegårdskontoret i sognegården i hverdage mellem klokken 14.00 og 15.00. Derudover er der skruet op for aktiviteterne i løbet af december. For som Kitty Hovgaard fortæller, så strækker julen sig over en længere periode.

- Jeg beder en bøn for, at denne jul bliver en øjenåbner, der kan skabe nye traditioner hos flere. Det vil være skønt, hvis corona medfører, at vores gudstjenester i adventen bliver mere populære. De er også super hyggelige og anderledes, siger hun med henvisning til, at hver søndag i advent får hendes kirke besøg af forskellige musikere.

Annonce

Kirkens julekalender

Det er ikke kun i Egen Kirke, at præsten har måtte ændre i årets juleprogram. I de fleste kirker i Sønderborg skal der bookes en billet for at komme ind og bede sin julebøn. Flere har også skruet op i antallet af gudstjenester juleaften.

Den løsning har Hanne Beierholm Christensen, som er præst i Gråsten ikke brugt. Det var ikke, fordi hun ikke gerne ville, men det kunne ikke lade sig gøre at presse flere gudstjenester ind. Derfor har præsten været kreativ.

Sognepræst i Gråsten Hanne Beierholm Christensen har som noget nyt i år lavet en julekalender på nettet. Foto: Timo Battefeld.

I hendes sogn har de kreeret en digital julekalender, hvor der bag hver låge gemmer sig en lille fortælling om julen og advent.

-Mit håb er at ramme nogen, som vi normalt ikke ser i kirken, siger Hanne Beierholm Christensen.

Annonce

Fadervor på Facebook

Hos Malene Freksen, som er præst i Notmark, bliver det muligt at følge med i juleevangeliet hjemem fra stuen. Hun kommer nemlig til at live-streame sin julegudstjeneste som konsekvens af forsamlingsforbuddet.

- Det er udfordrende og grænseoverskridende, men jeg ved, at det fungerer og bliver taget godt imod, siger hun.

Malene Freksen sognepræst i Notmark hilser på kirkegængerne efter gudstjeneste første søndag i advent 2019. Det bliver ikke muligt i år for hende at give hånd grundet corona. Arkivfoto: Benthe Bremer Sørensen

Præsten prøvede det for første gang i påsken, fordi kirkerne dengang var helt lukket. Her opdagede Malene Freksen, at en video-gudstjeneste stillede store krav til hende, da prædiken skal være kortere. Det stiller krav til ordvalget, forklarer hun.

- Jeg står ikke med armene i vejret af begejstring for at skulle gøre det her, men det er en mulighed for at lukke flere ind juleaften, når de ikke kan være fysisk tilstede, siger præsten fra Notmark.

Flere må undvære julegudstjenesten i år, der ikke bliver som den, vi kender. I nogle kirker har præsterne valgt ikke at synge, fordi det betyder, at flere kan lukkes ind. Arkivfoto: Claus Thorsted

Hun er dog ikke bekymret for, at julestemningen forsvinder i kirken, selv om folk kommer til at sidde spredt. Malene Freksen er samtidig overbevist om, at langt størstedelen af hendes menighed har forståelse for, at de må undvære besøget i guds hus denne juleaften.

- Tiden er lidt med os. Vi er vænnet til, at verden er en anden og forandret - selv julen vil ikke være, som den plejer, men budskabet er ikke ændret. Måske er det vigtigere end nogensinde at vise næstekærlighed og tage sig af hinanden, sådan vi sammen kommer igennem pandemien, lyder det fra hende.

Alle tre præster opfordrer til, at alle overvejer at besøge kirken nogle af de andre helligdage og benytter lejligheden til at minde om, at julen ikke kun er den 24. december.

Jul i Sønderborg Provsti

Folkekirkerne må i år grundet corona ikke fylde kirkerne, som de plejer til jul. Flere har indført billetter til julegudstjenesten den 24. december. Der vil i en del af kirkerne være flere, men kortere gudstjenester den dag.

De konkrete informationer vedrørende de forskellige kirkers tiltag kan findes på deres hjemmeside.

Mange har samtidig skruet op for andre aktiviteter i løbet af december for at tilgodese så mange som muligt.

Nogle præster vil også benytte sociale medier i løbet af julen, hvor det vil være muligt at finde forskellige juletiltag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce