Sønderborg: Kommunernes Landsforening har nu fået svar på tiltale fra Staten om den plan KL kom med i december. Nemlig at 10 ud af 23 forbrændingsanlæg skulle lukke inden 2030.
Begrundelsen var, at Sønderborg Kraftvarmeværk og ni andre kraftvarmeværker var blandt de mindst effektive og mindst miljørigtige anlæg.
Nu viser det sig, at myndighederne ikke kan godkende Kommunernes Landsforenings tilpasning af affaldsforbrændingssektoren.
Det er Energistyrelsens vurdering, at KL er gået konstruktivt til opgaven med at udarbejde planen for kapacitetstilpasning af affaldsforbrændingssektoren, men myndighederne vurderer imidlertid, at der er flere kriterier, som KL´s plan ikke lever fyldestgørende op til.
Vejet og fundet for let
KL´s plan, der blev afleveret i december, er blevet vurderet af Energistyrelsen sammen med Miljøstyrelsen, Forsyningstilsynet, Statsstøttesekretariatet og kammeradvokaten, som altså har vejet den og fundet den for let.
KL har meddelt, at bolden nu ligger hos staten og tilføjer samtidig, at KL ikke vil udarbejde et nyt bud på en plan.
Direktør Erik Wolff fra Sønderborg varme A/S var sammen med bestyrelsen i december forundret over meldingen.
- Vi er glade for, at der er blevet lyttet til kritikken, når vi opfylder alle miljøkrav og effektivitet, siger Erik Wolff efter Staten har skrottet lukkelisten.
Direktør Erik Wolff fra Sønderborg Varme efter Staten har skrottet KL´s plan for lukning af de mindst effektive kraftvarmeværker.Vi er glade for, at der er blevet lyttet til kritikken, når vi opfylder alle miljøkrav og effektivitet.
Erik Wolff understreger, at Sønderborg Varme godt har vidst, at Folketinget i juni indgik aftalen "En grøn affaldssektor 2030", men han siger også, at der slet ikke er lovhjemmel til at lukke Sønderborg Kraftvarmeværk, der er blandt fem privatejede kraftvarmeværker i Danmark.
- De privatejede kraftvarmeværker kan ikke sammenlignes med de 18 kommunale forbrændingsanlæg i Danmark, siger han.
Selskabsform
- Sønderborg Fjernvarme består af tre selskaber: Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. - som er det forbrugsejede selskab (moderselskabet) og datterselskaberne Sønderborg Varme A/S og Sønderborg Kraftvarme A/S.
- Sønderborg Varme A/S forestår alt drift, og alle aktiviteter foregår i Sønderborg Fjernvarme.
- Sønderborg Kraftvarme A/S forestår alle aktiviteter på kraftvarmeværket.
- Kraftvarmeværket er 24 år gammelt. I ti år var Sønderborg Kraftvarmeværk ejet af Sønderborg Kommune og Sønderborg Varme i fællesskab.
- Den 1. januar 2020 blev kommunes ejerandel overdraget til Sønderborg Varme.
- Kraftvarmeværket kører på restaffald fra Sønderborg, Tønder og Aabenraa kommunerne. Borgerne er imidlertid blevet så dygtige til at sortere affald, at der indimellem er nødvendigt at importere en mindre mængde af affald fra Tyskland for at holde kedlerne kørende.