Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Stor elevfremgang på Gråsten Landbrugsskole

Der bliver mere end fuldt hus, når Gråsten Landbrugsskole kan byde velkommen til de nye elever til august. Arkivfoto: Timo Battefeld
Flere unge har søgt ind på Gråsten Landbrugsskole, end forventet. Ansøgertallet er steget med 15 procent siden 2020.

Gråsten: Gråsten Landbrugsskole oplever en stor fremgang i antallet af ansøgere til skolens uddannelser. Efter ansøgningsfristens udløb den 1. marts kunne det ses, at ansøgertallet stiger med 15 procent i forhold til 2020.  Det er en kulmination på fem år med en positiv udvikling i elevtallet, hvilket har fyldt skolen til sidste elevværelse.

- De mange ekstra elever giver os en positiv udfordring, for vi skal jo have fundet værelser til 25-30 flere elever, end vi har i dag, siger forstander Bjarne Ebbesen i en pressemeddelelse.

Der oprettes et yderligere EUX-spor fra august, for at kunne følge med efterspørgslen på den forholdsvis nye uddannelse, hvor eleverne tager en studentereksamen sideløbende med landmandsuddannelsen.

Annonce

Moderne landbrugsskole

Gråsten Landbrugsskole har som en af de få landbrugsskoler i landet et større landbrug tilknyttet bestående af planteavl, køer, grise og en lille fjerkræproduktion. Fra 2022 starter skolen op som det eneste sted i landet, hvor der tilbydes fjerkræ som specialefag.

- Gråsten Landbrugsskole er en moderne landbrugsskole med eget landbrug. Vi ser, at eleverne profiterer af en høj faglighed blandt lærerne og gårdens personale, hvor teori og praksis giver en god ballast til vores elever, så de er godt rustet til fremtiden., fortæller Bjarne Ebbesen.

Gråsten Landbrugsskole fylder 100 år i 2024, og har knap 400 elever om året fordelt på de forskellige uddannelsestrin. Det tager fire år at blive landmand, hvorefter mange tager ud og arbejder ved danske og udenlandske landbrug, læser videre på skolen, erhvervsakademier eller universiteter.

- Det er utrolig vigtigt for hele den danske landbrugssektor, at vi får uddannet mange dygtige landmænd. Derfor er vi meget glade og stolte over den positive udvikling på skolen, siger formanden for Gråsten Landbrugsskole, Esben Sveidal Lauridsen.

Gråsten Landbrugsskole har været nødt til at formidle skolens uddannelsesmuligheder igennem virtuelle arrangementer, vejlederbesøg og videomaterialer, da corona-restriktionerne gjorde de fysiske besøg umulige.


De mange ekstra elever giver os en positiv udfordring, for vi skal jo have fundet værelser til 25-30 flere elever end vi har i dag.

Bjarne Ebbesen, forstander på Gråsten Landbrugsskole
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce