Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Stor teglfusion er godkendt af myndighederne

Peter Høffner Thomsen er kommerciel direktør i Egernsund Wienerberger A/S og tidligere direktør i Egernsund Tegl. Arkivfoto: Timo Battefeld
Den 125-årige sønderjyske teglproducent Egernsund Tegl er nu endegyldigt en del af den internationale østrigske teglkoncern Wienerberger AG.
Annonce

Egernsund: En ny teglfusion er nu blevet godkendt af myndighederne. Den 125-årige sønderjyske teglproducent Egernsund Tegl er gået sammen med Wienerberger A/S, der er en del af den internationale teglkoncern Wienerberger AG – verdens største producent af teglprodukter og noteret på den østrigske fondsbørs.

- Vi har netop taget hul på 2020. Det markerer et nyt kapitel og et startpunkt, hvor vi i vores nye, stærke konstellation kan præsentere det danske og internationale marked for et mere helstøbt produktsortiment end nogensinde før, fortæller Peter Høffner Thomsen, kommerciel direktør i Egernsund Wienerberger A/S og tidligere direktør i Egernsund Tegl.

Den nyudklækkede teglmastodont omfatter salgsselskaber i Danmark, Sverige og Norge, Wienerbergers eksisterende teglværker i Danmark og Sverige samt Egernsund-teglværkerne Vesterled, Helligsø og Egernsund teglbjælker/Bachmann blådæmpning.

I alt består det nye skandinaviske selskab, der blev meldt ud 1. oktober og siden har været til godkendelse hos myndighederne, af fem danske og to svenske fabrikker.

Vi kan nu tilbyde en komplet produktportefølje, som vi ser som en forening af det bedste fra to "teglverdener".

Peter Høffner Thomsen, kommerciel direktør

Annonce

Bedste fra to verdener

Med fusionen sidder Egernsund Wienerberger A/S med omkring 250 ansatte på et massivt produktionsapparat, der kan skabe teglprodukter i alle former, farver og formål, lyder det fra Peter Høffner Thomsen:

- Vi kan nu tilbyde en komplet produktportefølje, som vi ser som en forening af det bedste fra to "teglverdener". Dét er vi ikke i tvivl om vil komme kunden til gode, hvad enten vedkommende er projekterende eller udførende, siger han.

Wienerberger A/S er en del af en kæmpe teglkoncern med 16.000 medarbejdere på verdensplan. Den har mangeårig, international ekspertise inden for produktion af en bred pallette af tegltyper, der blandt andet tæller skærmtegl, belægningstegl og tagtegl.

Egernsund Tegls historie går tilbage til 1880'erne, hvor der i forbindelse med udgravningen af Kielerkanalen var en stor efterspørgsel på tegl. Selskabet har især været stærke på facadetegl og specialtegl.

- Nu glæder vi os til at trække i arbejdstøjet og præsentere det danske og internationale marked for fremtidens teglløsninger, slutter Peter Høffner Thomsen.

Egernsund Tegls historie går tilbage til 1880'erne. Arkivfoto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce