Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Ti qvindfolk udtrykker Genforeningen i deres kunst

Anne Grethe Nielsen har en serie på 14 billeder med på udstillingen "Qvindfolk 2020". Serien relaterer til 1920 og historien før. Dette maleri har titlen "Fælles vilje gør kampdagen skøn". Privatfoto
Kunstpunkt i Augustenborg har en spektakulær udstilling fra den 28. februar til den 12. marts, hvor ti medlemmer viser malerier, keramik, skulptur af drivtømmer og genbrug, tegning på genbrugspapir og malerier i flere stilarter. Ved ferniseringen den 29. februar kommer udstillerne i rødt og hvidt.
Annonce

Augustenborg: Det bliver en anderledes udstilling på Kunstpunkt i Augustenborg, når ti qvindfolk fra den 28. februar til den 12. marts udstiller billedkunst, keramik og skulpturer med titlen "Qvindfolk 2020".

Det er femte år i træk, at der er en ren kvindeudstilling i Kunstpunkt, og deltagerne markerer og fejrer "Kvindernes internationale kampdag". De ti kvinder - Anne Grethe Nielsen, Birthe Anna, Christa Conradsen, Edith Moldt, Gitte Reid Wind, Hanne Christensen, Lilian Meier, Marianne Kjær Nissen, Nina Tholander og Ulla Rerup - er alle medlemmer af Kunstpunkt, og de har hver især arbejdet med at udtrykke og tolke ordet Genforening.

Det kommer der en flot udstilling ud af med keramik, skulptur af drivtømmer og genbrug, tegning på genbrugspapir og malerier i flere stilarter. Samtidig er der sædvanen tro galleri "Ung kunst" i det lille lokale i stueetagen på det gamle posthus, Storegade 14 i Augustenborg. Det er Lisa Rasmussen Bladt der udstiller denne gang.

Kvindernes kampdag

På kvindernes internationale kampdag den 8. marts kl. 15.00 kommer kunstneren Mette Ohlsen på besøg i Kunstpunkt, hvor hun holder foredrag for de kampberedte kvinder, der skal synge "Den danske sang er en ung blond pige". Den har tekst af Kai Hoffmann fra 1924 og melodi af Carl Nielsen fra 1926.

Foredraget er gratis, og billetter kan bestilles på mail: nielsenag1952@gmail.com eller afhentes i Kunstpunkt fra den 28. februar til den 5. marts i åbningstiden.

Annonce

Barselspotter

På udstillingen kan man blandt andet se en serie på 14 malerier af Anne Grethe Nielsen - tidligere formand for Kunstpunkt. Malerierne er en fortælling fra 1920 og historien før. Hun har haft malerierne en tur på Kunstskolen, hvor en uddannet billedkunstner har gennemgået malerierne og rost hende for et flot resultat.

Hanne Christensen har gået en tur ved Nybøl Nor, hvor hun har samlet drivtømmer til skulpturer og lavet sokler af gamle sten, mens keramiker Lilian Meier blandt andet har barselspotter med på udstillingen. Barselspotter blev tidligere mest anvendt til at transportere mad til den nybagte mor.

I forbindelse med ferniseringen lørdag den 29. februar kl. 14.00 bliver Christa Conradsen - der selv udstiller - åbningstaler, og der skal synges "Det haver så nyligen regnet". Den gamle folkevise er gendigtet af Svend Grundtvig i 1861. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 blev danskerne i Nordslesvig udsat for et stigende pres med Bismarcks jern-og-blod politik, der næsten afskaffede det danske sprog.

Anne Grethe Nielsen har i øvrigt til ferniseringen opfordret sine medudstillere til at komme i rødt og hvidt. Det skal symbolisere Dannebrog.

- Så må vi se, hvad de finder i klædeskabet og garderoben, siger Anne Grethe Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce