Sønderborg: Et udvekslingsprojektet hvor elever fra Det Blå Gymnasium i Sønderborg og Berufsbildende Schulen Buxtehude syd for Hamborg skal lære om bæredygtighed af og med hinanden, har ikke de nemmeste vilkår.
I første omgang er et besøg i Buxtehude udskudt. Her skulle eleverne have lært hinanden at kende og sammen blandt andet besøge Klimahaus Bremerhaven for at lære om vejr, klima og de forandringer, som sker lige nu. I stedet har eleverne på gymnasierne i de to byer produceret videopræsentationer af sig selv og deres byer, som de udveksler via en fælles online kommunikations-platform.
Håbet er nu, at andet besøg, denne gang i foråret i Sønderborg og med ProjectZero som tema, kan gennemføres, hvis myndighederne tillader det. Herefter håber man at kunne forlænge projektperioden, så besøget i Buxtehude også kan gennemføres senere på året.
Sprog og praktik
Ud over klimaet som tema er bagtanken at øge interessen for det tyske sprog.
- Projektet indgår som led i skolens strategi for udvikling af tysk-undervisningen. Målet er at gøre undervisningen og sproget mere relevant og interessant for de unge, så flere vælger den sproglige studieretning alternativt tysk på højniveau som valgfag, forklarer Marvin Ochsenfarth, adjunkt og underviser i tysk på Det Blå Gymnasium.
Det Blå Gymnasium tilbyder studieretningen Sprog & Kommunikation med både tysk, spansk og engelsk, hvor fokus er på, hvorledes sprogene kan anvendes i en erhvervsmæssig og samfundsfaglig sammenhæng.
Mange studerende vælger at tage imod tilbuddet om efter studentereksamen at tage et halvt år i praktik i en virksomhed i udlandet med både løn og tilskud til rejse og husleje. München er her en populær destination, og mange praktikanter vælger at bo sammen og mødes jævnligt med andre gamle klassekammerater fra Det Blå Gymnasium.