Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Trusler, tyveri og hærværk: Lystbådehavn er nødt til at hyre vagtværn

Sønderborg Lystbådehavn er en af landets mest brugte med op til 15.000 anløb årligt. Faciliteterne er som udgangspunkt forbeholdt de betalende lystsejlere. Tyveri, hærværk og misbrug af blandt andet baderum og bålplads har dog betydet, at der nu er hyret et vagtværn. Arkivfoto: Timo Battefeld
Sønderborg Lystbådehavn har i år hyret et vagtværn efter indbrud i og hærværk på flere både. Desuden oplever havnepersonalet, hvordan uvedkommende i stort tal misbruger faciliteterne og truer sig til adgang.

Sønderborg: Normalt ånder der fred og idyl over en af landets mest populære lystbådehavne med placering i Sønderborg. Men nogen er i år begyndt at ødelægge den gode stemning.

- Nogle sejlere har oplevet indbrud og hærværk, og vi oplever desværre også at nogle i stort antal optager alle pladser ved bål- og grillstedet, som ellers er forbeholdt de betalende sejlere. Det er endda sket, at sejlere har oplevet, hvordan nogle truer sig til adgang til bad og toilet, som også er forbeholdt sejlerne, der kommer ind med en kode, forklarer havneassistent Manfred Klingenberg Jensen.

Derfor har Sønderborg Lystbådehavn, som i 2012 overtog havnen af kommunen, hyret et vagtværn, der flere gange om dagen kigger forbi.

Annonce

- Vi er kede af, at det er kommet så vidt, men vi kan og vil ikke selv gå rundt og håndhæve regler hele tiden over for folk, som kan være truende, tilføjer han og oplyser, at nogle også går ud på stenmolen med fare for liv og førlighed.

Der er ellers sat skilte op, som fortæller, at man ikke må færdes på molen.

En af de største

Formand for lystbådehavnen, Poul Fedders, bekræfter tiltaget, men henviser ellers til personalet i forhold til kommentarer til sagen. Han oplyser dog, at lystbådehavnen er i top fem, hvad angår popularitet. De godt 650 pladser anløbes i et normalt år af omkring 15.000 både.

I 2020 var der dog kun 12.000 anløb på grund af en kortere sæson grundet corona.

Netop corona er da også et emne i forhold til den aktuelle problemstilling.

- Det er stadig klogt at holde afstand, og så tilpasser vi rengøringen efter det skønnede antal brugere af for eksempel bad og toilet, tilføjer Manfred Klingenberg Jensen.

Den nuværende lystbådehavn blev opført i 1980/1981 af Sønderborg Kommune og overdraget til et selskab i Sønderborg Lystbådehavn i 2012. Herfra betaler man årligt 1,2 mio. kroner i en slags leje til kommunen.

Annonce

Frivillige kræfter

- Vi driver den i høj grad med hjælp fra frivillige, som laver håndværksarbejde. Men vi putter også omkring en mio. kroner i hvert år til vedligeholdelse, forklarer formand Poul Fedders.


Det er endda sket, at sejlere har oplevet, hvordan nogle truer sig til adgang til bad og toilet, som også er forbeholdt sejlere, der kommer ind med en kode.

Manfred Klingenberg Jensen, havneassistent


Sønderborg Kommune har dog bekostet en nylig renovering af toiletter og bad for omkring tre mio. kroner.

Det er havnens intention i fremtiden at gøre stedet endnu bedre i form af butikker og andre aktiviteter. Der er i forvejen en mindre butik til proviant samt en café, der er blevet moderniseret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce