Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Udfasning af buræg for dyrevelfærdens skyld

Vi bør fjerne buræg fra hylderne, mener læserbrevskribent. Foto Lasse Hansen

Læserbrev: Kan du huske burhønen Maggie? Billederne af den afpillede og afkræftede burhøne, der blomstrede op, da hun fik et godt udeliv hos Signe Wenneberg, gik landet rundt for nogle år siden.

Maggie blev symbolet på, at det ikke er ligegyldigt, hvilket valg man træffer, når man står med indkøbskurven i hånden. De senere år har danskerne og butikkerne da også taget stilling. Salget af buræg er faldet betragteligt. Sidste år kom omkring 10 procent af de æg, der blev solgt i Danmark, fra burhøns. I 2010 var det 61 procent. I dag bruges buræg stort set kun i forbindelse med industri og medicinalproduktion.

I Socialdemokratiet mener vi, at buræg skal udfases fuldstændig. Æg skal nemlig produceres med dyrevelfærd i fokus. Jeg ved, at mange gerne så, at buræg helt blev fjernet fra kølediskene allerede i morgen. Så hurtigt kan det dog ikke gå. Landmændene skal kunne følge med og omstille sig, og derfor er der brug for dialog med erhvervet og en fornuftig overgangsperiode.

I 2020 fik vi vedtaget en ny dyrevelfærdslov sammen med alle Folketingets partier. En lov som for første gang i danmarkshistorien anerkender dyr som sansende levende væsener. Det er jeg utrolig stolt over. Og det forpligter. Derfor ser jeg frem til arbejdet med at udfase buræg på en klog og ordentlig måde, så vi får en ægproduktion baseret på velfærdsprincipper – og hvor en høne kan baske med vingerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce