Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Ulf siger farvel til livet som scenekunstner i Sønderborg

Ulf Pilgaard siger farvel som scenekunstner i Sønderborg. Foto: Henrik Petit.
Ulf Pilgaard er igen gæst ved Brecklings Bogcafe og tager lige fra Sønderborg tilbage til København for at deltage i prøverne til årets Cirkusrevy. Hans sidste.
Annonce

Sønderborg: Ulf Pilgaard kommer til Sønderborg søndag 15. marts. Han deltager for anden gang i Brecklings Bogcafe på Hotel Sønderborg Strand. Denne gang kommer den 79-årige Pilgaard til Sønderborg for at sige farvel til livet som scenekunstner.

- Ulf Pilgaard tager lige fra Sønderborg til København for at deltage i de sidste prøver til Cirkusrevyen. Her deltager han for sidste gang, fortæller cafeejer Allan Breckling.

Ulf Pilgaard er dog ikke færdig med at arbejde som skuespiller. Det er bestemt, at den film, som for alvor gav ham gennembrud som skuespiller, Nattevagten, kommer i en version to. Her skal Pilgaard igen spille den skræmmende Peter Wørmer. Det vil han fortælle meget mere om ved bogcafeen.

Stiller som betingelse

Allan Breckling siger, at Ulf Pilgaard har stillet som betingelse for at træde op i bogcafeen for anden gang, at han denne gang bliver to dage i Sønderborg. Han kommer lørdag og tager hjem mandag.

- Når man rejser rundt som skuespiller, så falder man for nogle byer - det har jeg selv gjort. Jeg faldt for Give, Gram og selvfølgelig Århus, som jeg ikke ville ud fra. Ulf Pilgaard er faldet for Sønderborg, og han elsker at bo på Hotel Sønderborg Strand. Han taler rosende om stemningen, personalet og maden. Og han er glad for beliggenheden, for han går ture på stranden. Når han skal tale med journalister, sker det, at han insisterer på, at der sker under en gåtur. Når Ulf Pilgaard har job i eksempelvis Haderslev og Kolding, så bor han også på Hotel Sønderborg Strand, siger Allan Breckling.

Han siger i øvrigt, at der er planlagt en meget stor og meget hemmelig hyldest af den store skuespiller.

- Jeg vil kun sige, at det er en hyldest, som gør både Ulf og publikum glade, siger Breckling.

Når man rejser rundt som skuespiller, så falder man for nogle byer - det har jeg selv gjort. Jeg faldt for Give, Gram og selvfølgelig Århus, som jeg ikke ville ud fra. Ulf Pilgaard er faldet for Sønderborg, og han elsker at bo på Hotel Sønderborg Strand.

Allan Breckling

Annonce

Fra hele landet

Allan Breckling er ikke i tvivl om, at samtlige 250 billetter til bogcafeen rives væk. Han anslår, at der ville kunne sælges 400.

- Gæsterne kommer fra hele landet. Jeg har lige fået en henvendelse fra et ægtepar fra Tarm, men har også solgt billetter til Hillerød, Holbæk, Haderslev og Aabenraa. Det er stort, at Ulf Pilgaard kommer anden gang og jeg er meget stolt. Det er den 35. bogcafe på syv år, siger Allan Breckling.

Billetter bestilles på mobilepay 5240 6616 og acharling@gmail.com.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce