Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Ungdomsskolen går live for at sætte gang i børn og familier

Under liveudsendelsen skulle seerne gætte, hvor mange skumfiduser Line Gram Hansen kunne have i munden. Det blev til 11 styk. Foto: André Thorup
Torsdag eftermiddag sendte Sønderborg Ungdomsskole live på Facebook under teamet Turbo Torsdag. Formålet er at inspirere børn, unge og deres familier til aktivitet under corona.
Annonce

Sønderborg: Skumfiduser, Mentos i cola, et lykkehjul fra Augustenborg Frivillige Brandværn og tre skolefritidskoordinatorer fra Sønderborg Ungdomsskole. Den cocktail blev torsdag eftermiddag til tre kvarters Turbo Torsdag på Facebook.

Begivenheden opstod, fordi de tre skolefritidskoordinatorer gerne vil inspirere børn, unge og deres familier til at være mere aktive under corona-nedlukningen.

- Vi vil gerne inspirere til aktivitet og bevægelse. Vi vil gerne have børnene til at løsrive sig fra skærmen, efter de har lavet deres skolearbejde. Det bliver hurtigt nemt bare at fortsætte med at spille Fortnite ved computeren, når man er færdig med skolearbejdet, siger Peter Dubgaard.

I løbet af denne uge har Sønderborg Ungdomsskole lagt videoer på sin Facebook-side med ideer til løbe- og cykelture. De unge og forældre er blevet opfordret til at kommentere med billeder, når de har cyklet eller løbet, og på den kan de vinde præmier under Turbo Torsdag.

- Normalt er ungdomsskolen for børn og unge fra 7. klasse til 18 år, men det her er for alle. Alle må deltage. Vi håber, at forældrene ser det på Facebook og bliver inspireret og ser det med deres børn, siger Line Gram Hansen.

Annonce

Sender hver torsdag

I en garage ved Sønderborg Ungecenter er der indrettet et lille studie, hvor de kan sende live hver torsdag klokken 15.00 under den nuværende coronanedlukning.

- Det kommer nok til at vare et stykke tid det her, så vi kunne lige så godt lave et studie, siger Peter Dubgaard.

Der bliver sendt live med deres telefoner, og lykkehjulet, som er blevet døbt Turbo Hjulet, er lånt ved Augustenborg Frivillige Brandværn. Der er præmier som airpods, slik og spil.

Under torsdagens udsendelse skulle seerne blandt andet gætte på, hvor mange skumfiduser Line Gram Hansen kunne have i sin mund, og hvor høj en cola-stråle blev, efter der var puttet Mentos i flasken.

Og så blev der trukket vindere, som havde været aktive i løbet af ugen inspireret af videoerne.

- Under første nedlukning i foråret var det godt vejr og nemmere at komme ud. Nu er det koldt, derfor har mange brug for at få inspiration til at få løbet, cyklet og blive mindet om, at der er noget, der hedder Pokémon og geocaching, siger Peter Dubgaard.

De kommende uger vil der bliver lagt videoer ud på Sønderborg Ungdomsskoles Facebook, hvor der inspireres til aktiviteter i naturen. Det bliver ikke kun sport men også ideer som mad over bål og kreative aktiviteter.

- Det kan som forældre være svært at finde inspiration til, hvad man kan lave sammen. Derfor kommer vi med ideer til, hvad man som familie kan lave. Det handler om at have det sjovt i fællesskab og inspirere forældre og børn, siger Line Gram Hansen.

De tre skolefritidskoordinatorer hjælper under nedlukningen også skolerne, hvis der er elever, der har problemer.

- Normalt er vi tæt på børn og unge i vores arbejde. Vi vil gerne nå ud til dem. På den her måde er vi tæt på dem, smiler Line Gram Hansen.

Peter Dubgaard delte præmier ud ved at dreje brandværnets lykkehjul. Foto: André Thorup
Morten Mehlberg stod for teknikken. Foto: André Thorup
Live-sendingens to værter, Line Gram Hansen og Peter Dubgaard. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce