Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Vibeke har uhelbredelig kræft: Jeg er glad og taknemmelig

Vibeke Liebel fra Aabenraa kommer til Sønderborg for at få antistoffer hver tredje uge. Foto: jens Eilertsen

Hver tredje uge er Vibeke Liebel fra Aabenraa på Sønderborg Sygehus' kræftafdeling for at få antistoffer. Her modtages hun altid af smilende og flinke sygeplejersker - det smitter af på patienterne.

Annonce

Sønderborg: Vibeke Liebel fra Aabenraa er ankommet til kræftafdelingen på Sønderborg Sygehus sammen med sin mand Hans-Jørgen. Hun sidder i venteværelset, sender blikke hen mod den nye info-skærm og holder af og til manden i hånden.

Det er ikke første gang, den 74-årige tidligere underviser på IBC (handelsgymnasiet i Aabenraa) tager plads i venteværelset. Hun har en uhelbredelig kræftsygdom, der holdes nede med antistoffer. En gang hver tredje uge skal Vibeke Liebel have en kanyle i armen for at modtage stofferne.

- Det er ikke hver gang, min mand er med i Sønderborg, men af og til laver vi en tur ud af det. Det kan være, at vi køber ind i Flensborg, men da vi senest var i Sønderborg, spiste vi i Torvehallerne og gik på museum, siger Vibeke Liebel.

Nej, jeg har ingen mørke tanker, og jeg er ikke trist. Jeg er glad og taknemmelig.

Vibeke Liebel
Vibeke Liebel er ofte sammen med manden Hans-Jørgen på sygehuset i Sønderborg. Foto: Jens Eilertsen
Annonce

Panodiler

Efter at have modtaget antistofferne har Vibeke Liedel det ganske godt, men om aftenen får hun smerter og tager sædvanligvis et par panodiler. Så sover hun godt - pillerne gør underværker, siger hun.

Ellers lever hun et almindeligt, men også meget aktivt liv med golf, bridge, svømning og anden aktivitet. Vibeke Liedel bor i nærheden af en skov og er dagligt på traveture i naturen. Fysisk aktivitet hjælper hende - det samme gør blandt andet bridge, der kræver, at hun bruger hovedet.

- Nej, jeg har ingen mørke tanker, og jeg er ikke trist. Jeg er glad og taknemmelig. Den eneste gang, jeg har været ked af det, var for fire år siden, da min svigerdatter faldt om og døde af et hjertetilfælde. Det var helt uventet, og min søn stod alene med to små børn. Dengang sagde jeg godt nok til "ham deroppe", at han skulle have taget mig i stedet for, siger Vibeke Liedel.

Sønnen bor i dag i Hamborg med børnene og har tit besøg af forældrene. Parret har to børn og tre børnebørn. Børnebørnene ved ikke, at farmor har kræft.

Annonce

Det rigtige tidspunkt

Det er 15 år siden, Vibeke Liebel opdagede, at der var en knude i det ene bryst.

- Jeg ringede til lægen og kom ind med det samme. Der gik højst 10 dage, så blev jeg opereret. Det er vigtigt, at kvinder undersøger sig selv og hurtigt retter henvendelse til lægen, hvis de finder noget. Det vil jeg gerne fortælle, og det er også en af grundene til, at jeg medvirker til dette interview.

- Hvad tænkte du, da de sagde, at du har brystkræft?

- Jeg tænkte først, at det var et godt tidspunkt, for jeg havde lige haft eksamen. Min tanke var, at verden nok går videre, svarer Vibeke Liebel.

- Jeg fik godt nok et chok, tilføjer Hans-Jørgen Liebel.

Efter operationen fulgte strålebehandling i Flensborg og kontroller, der efter to år afslørede et tilbagefald. Kræften havde bredt sig til forskellige steder i kroppen, og nu fulgte otte kemobehandlinger og nye strålebehandlinger i Flensborg.

I dag er det konstateret, at kræften ikke kan helbredes, men antistofferne gør det muligt for den aktive kvinde fra Aabenraa at leve et godt liv.

Annonce

Ros til afdelingen

Vibeke Liebel har kun godt at sige om kræftafdelingen på Sønderborg Sygehus.

- Når du kommer ind, er de altid flinke og smilende i receptionen, og du bliver venner med personalet. Sygeplejerskerne fortæller om sig selv, og du kan følge med i deres hverdag. De er åbne og har en fantastisk indlevelsesevne. Ingen virker stressede. Deres gode humør smitter af på patienterne, siger Vibeke Liebel.

- Du virker som et stærkt og meget positivt menneske. Men vil du fortælle mig, at du aldrig - sådan før du falder i søvn om aftenen - er vred og trist over, at du er ramt af denne sygdom.

- Det gør jeg ikke. Jeg har godt nok lidt mavepine, før jeg skal til den årlige CT-scanning og undersøgelse, men ellers er jeg bare taknemmelig og glad, slutter Vibeke Liebel.

- Du er godt nok en stærk kvinde.

- Det er jeg måske nok - men skal du skrive det?

- Ja.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce