Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Voldsom stigning i coronatest: Sønderjyske sygehuse slår rekord

Bente Hoffmann fik torsdag en coronatest på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa for en sikkerheds skyld. Foto: Henrik Dürr
I podeteltene på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa og Sønderborg er der sket en stor stigning i antallet af coronatest.
Annonce

Aabenraa: Medarbejderne i de hvide podetelte på sygehusene i Aabenraa og Sønderborg har pludselig fået ekstra travlt, da flere og flere borgere ønsker at få foretaget en coronatest.

På begge sygehuse er der i denne uge sat rekord i antallet af podninger.

På Sygehus Sønderjylland i Aabenraa har man i gennemsnit ligget på omkring 90 tests om dagen, men fra uge 25 begyndte det at stige til omkring 170 podninger pr. dag.

- Onsdag i denne uge toppede vi så med 304 test, og det er det højeste nogensinde, siger Charlotte Pugh, der er leder af podeklinikkerne i Aabenraa og Sønderborg.

I de hvide telte i Sønderborg er der normalt blevet taget omkring 70 tests om dagen, men fra uge 29 begyndte det at tage fart.

- I mandags havde vi 145 podninger, og det er også det højeste, siger Charlotte Pugh.

Den store forskel på antallet af podninger i Aabenraa og Sønderborg skyldes, at i Sønderborg podes der kun efter henvisning fra lægen, mens man i Aabenraa også tester dem, der ikke har symptomer, og som selv bestiller en tid.

- De kan dog ikke forvente at få en tid samme dag, mens dem, der har symptomer, kan komme til samme dag, siger Charlotte Pugh.

Annonce

Virus ikke under kontrol

Lederen af podeteltene på sygehusene i Aabenraa og Sønderborg har ikke den endegyldige forklaring på, hvorfor der pludselig er sket så stor en stigning i antallet af test, men hun har et par gode bud.

- Jeg tror, det skyldes, at der igen er kommet meget fokus på corona. Der er blevet skabt en øget opmærksomhed, og det får flere borgere til at lade sig teste, siger Charlotte Pugh.


Jeg har valgt at få en test, fordi jeg har en lille smule feber.

Bente Hoffmann, Haderslev


En for mange overstået sommerferie kan også spille ind.

- Jeg fornemmer, at mange lader sig teste, efter at de er kommet hjem fra ferie. For en sikkerheds skyld, hører jeg en del sige, siger Charlotte Pugh, der bestemt ikke er ked af, at flere og flere lader sig teste.

- Jeg synes, det er rigtig godt, og det er også nødvendigt. Vi har endnu ikke kontrol over virussen, og vi skal sørge for hele tiden at være på forkant, siger hun.

Annonce

Bedre end forventet

Torsdag var der også mange, der lagde vejen forbi de hvide podetelte på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

En af dem var Bente Hoffmann fra Haderslev. Hun skulle dog ikke testes på grund af den øgede fokus på corona, eller fordi hun er kommet hjem fra ferie.

- Jeg har valgt at få en test, fordi jeg har en lille smule feber. Jeg ved, det kommer fra en blærebetændelse, men det er for at være 100 procent sikker, siger Bente Hoffmann, umiddelbart efter at hun er blevet podet.

- Det gik bedre end forventet, for jeg har let ved at kaste op, siger hun.

Nu skal Bente Hoffmann så vente på, at der kommer et svar på testen, men det påvirker hende ikke så meget.

- Jeg er ikke nervøs, men jeg vil bare gerne være på den sikre side, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce