Annonce
Klumme

Nytårsaften i det gamle Sydhavnen: Skjult af mørket udlevede vi vores drømme

Tonny Munnecke kommer her med et tilbageblik på en nytårsaften med hans familie i Sydhavnen, der bestod af en række oplevelser, han sent glemmer. Privatfoto
Annonce

Nytårsaften var en udfordring og en verden af oplevelser for os drenge. Her kunne vi skjult af mørket udleve nogle af de drømme, vi havde haft gennem det forgangne år. Vi huskede bedre de forsøg, vi havde gjort med 'krudt'. Vi huskede også de forsøg med samme 'krudt', som vi endnu ikke havde foretaget.

Vi havde en 60 watts pære, som var monteret højt oppe på væggen lige ud for legepladsen. Den kæmpede en heroisk kamp mod mørket i gården. Lige uden for lyskredsen fra legepladslampen var der hektisk aktivitet. Små sorte skygger tumlede rundt, lavmælt, men intenst talende. Der blev spurgt ind til og uddelt ordre fra de, som var aktive. Man kunne ane, hvorledes der blev arbejdet med noget inde i en kreds af små skygger. Med et blev der tændt en ild.

Kredsen spredtes hurtigt ud til en sikkerhedsafstand. Her gik de enkelte i dækning. Hvis ikke der inden for en rimelig tid var kommet et knald, så man en skygge nærme sig centret igen. Der blev råbt en ellen anden kommentar, og hele sværmen var samlet igen omkring centret.

Der var forhandlinger med de, som havde og dem, som ikke havde 'krudt'. Man kunne altid se, hvem der havde 'krudt' - han stod altid i centrum. Det var næsten altid kun drenge, der havde noget. Pigerne var sjældne deltagere i det, som var årets afslutningsbrag.

Der var ivrige samtaler på et hviskende niveau: 'Så du den, som Egon fyrede af i en mælkeflaske?'. 'Hold da kæft, hvor det sprang'. Eller: 'Så du, da Jørgen sprængte den klods is i luften? Der røg stumper rundt i hele gården'.


At blive inviteret af sin far til at deltage i en så vigtig udflugt nærmede sig værdien af et ridderslag. Indkøb af nytårsfyrværkeri var ellers noget, som han holdt for sig selv.

Tonny Munnecke


Der blev berettet om fantastiske oplevelser fra de smås krig. Ting, som blev sprængt i luften, eller specielle høje drøn. Der blev også hviskende fortalt om ulovligt fyrværkeri og fantastiske konstruktioner. Rørbomber, som blev produceret af de større drenge. Sejlgarnsbomber, som man hævdede at have set blive fremstillet. Alt sammen fortalt med et tilbageholdt åndedræt og med tryk på særligt farlige passager.

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved

Denne fantastiske aften startede officielt med, at min far spurgte, om jeg ville med ned til Farvehandlen på Mozarts Plads. Han skulle ned og se på noget fyrværkeri til nytårsaften. At blive inviteret af sin far til at deltage i en så vigtig udflugt nærmede sig værdien af et ridderslag. Indkøb af nytårsfyrværkeri var ellers noget, som han holdt for sig selv.

Jeg stod klar ude ved døren, før min far så meget som havde overvejet at rejse sig. Jeg kunne høre min mor sige med sagt stemme: 'Du husker, hvad vi har talt om'. Min far svarede efterfølgende med en træt stemme: 'Ja, ja'.

Han kom ud og fik noget tøj på, og så var det ned til Farvehandlen med mig som en satellit kredsende rundt om min far. Nede hos Farvehandlen var der fyldt med mennesker, flest mænd, med deres sønner i snor. På vej hjem blev der snakket om de enkelte køb, og min far var blevet varmet op af al den snakken om 'produkterne'. Jeg fik historier fra hans egen barndom, historier, som ikke fik mig til at miste interessen eller spændingen. Han havde været noget af en røver og havde været med til lidt af hvert.

På vej op af trappen i den hjemmelige i opgang fiskede han en af de røde oliepapirspakker op af posen sammen med en æske stormtændstikker. Han lod det hele glide ned i min jakkelomme. Han lod en overflødig bemærkning falde om, at jeg nødigt skulle fortælle mor om det her. Vi var kammerater.

Hold da kæft hvor blev jeg glad, for nu var jeg også en af dem med noget. Nu kunne jeg løbe ned i gården og vise min fangst frem for den misundelige hob. Nu ville jeg få en gruppe af drenge, som ikke havde noget, og som ville hjælp mig med at 'fyre' det hele af.

Jeg måtte først ned i kælderen for at se, hvad min far havde givet mig. Der var lys og ingen nysgerrige blikke, som kunne finde på at konfiskere krudtet. Det var en helt elektrisk fornemmelse at have en hel pakke kinesere for sig selv. Det tog sin tid at binde alle de kinesere op, så man ikke kom til at brænde dem alle sammen på en gang - det ville have været spild. Det skulle skydes af en af gangen. Ikke noget med at fråse det hele af på én gang.

Det tog desværre ikke lang tid, før alle var brugt op, og jeg havde ikke længere en 'fanskare' hængende rundt om mig. Jeg indgik så i den skare, som hang rundt om ham, som havde 'krudt'. Sådan bølgede det frem og tilbage i ugerne før nytårsaften.

Jeg måtte stille til 'modersamtale' flere gange i den periode. Jeg havde en fætter, som havde været så uheldig, at han havde fået ødelagt sit ene øje. Han havde lagt en kineser under en dåse. Lunten var brændt hurtigere af, end han havde forventet, og dåsen var skudt direkte op i hans ene øje og havde flækket det. 'Øjet måtte bortopereres', sagde min mor med en dramatisk mine. Det havde sendt chokbølger gennem familien, og alle fik formaninger om ikke at lege med fyrværkeri på den måde. Jeg kunne ikke lige se, at det berørte mig, jeg vidste jo godt, hvorledes man håndterede sprængstof. Der blev også sendt øjekast over til min far, som havde en mere positiv tilgang til nytårsfyrværkeri. Han havde en fantastisk evne til at se tilbage, som om de øjekast ikke omfattede ham.

Endelig oprandt nytårsaften. Der var hektisk aktivitet i familien. Der skulle laves mad og dækkes bord, der skulle pyntes op med alt det, som var blevet købt ind. Alt imedens dette skete, var jeg væk. Jeg var nede i gården og den nærmeste omegn i jagten på krudt. I perioden op til nytår var vi unger ikke kun afhængige af vor forældre. De var selvfølgelig leverandører af fyrværkeri i det omfang, fædrene syntes. Vi havde dog en række andre leverandører til det eftertragtede krudt. Det var små kiosker, der gemte kinesere under disken, og som de solgte stykvis til grov overpris.

Købet foregik på følgende måde: Man havde på forskellig vis erhvervet sig nogle penge, som man ønskede at spendere på fyrværkeri. Man gik nogle stykker sammen til den kiosk, som var kendt for at være villig til at sælge til os unger. Når man var sikker på, at der ikke var andre end os, så spurgte man, om han havde noget. Han svarede: 'Har du fået lov til at købe fyrværkeri af dine forældre?'. Hvilket man svarede bekræftende på med en så overbevisende mine som muligt.

Lidt over midnat kom fædrene ned på gaden med deres noget større poser med nytårsfyrværkeri. De var glade og talte højt med hinanden. Der var blev ønsket glædeligt nytår frem og tilbage. Mennesker, som ellers ikke talte samme til hverdag, stod nu og gav hinanden hånden. Rundt omkring så man cigarer blive tændt.

Men efter et stykke tid var der opbrud blandt de voksne. De gad ikke blive ved, til der ikke var mere i posen - de skulle tilbage til deres fester. Det var så her, at det virkelige spændende startede. Når min far blev ramt af lysten til at komme tilbage til lejligheden, kiggede han ned i posen og sagde: 'Nå, men det her kan du jo ligeså godt fyre af. Jeg gider ikke mere'. Så fik jeg posen med resterne sammen med hans cigar. Jeg fik også besked på ikke at gå tilbage til en fuser, ikke indhalere på cigaren og i det hele taget opføre mig ordentligt. Det var nemt at svare på - det var et nej, nej og et ja. Så var han gået, og jeg blev beriget med en pose med oplevelser i.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce