Annonce
Historie

Enghave Bio var et eventyr væk fra hverdagen

Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv har dette billede af Enghave Bio. Foto: Torben Liebst.
Annonce

En af de væsentligst kilder til underholdning inden fjernsynets ankomst til kvarteret var Enghave bio. Her skriver Tonny Munnecke om biografen, der i 1950’erne var et moderne sted, som bragte de nyeste film - ofte kun med to til tre ugers forsinkelse i forhold til de store premierebiografer inde i København.

Vi i vores familie kom regelmæssigt i biografen. Min far arbejdede på treholdsskift, så de uger hvor han var på formiddag eller nattevagt, var vi i biffen.

Der var noget hyggeligt ved dette tilbagevendende eventyr, hvor man kom i biografen for at se de sidste nye danske film. Her var sommeren altid med sol og godt vejr, selvom filmene var i sort/hvid. Det gjorde ikke noget, for man var god til at forestille sig farverne inde i hovedet.

Det var altid filmaften om torsdagen, det var lønningsdag. Det var også den dag, hvor filmen skiftede i biografen. Min far var altid velorienteret om, hvilke film der var på plakaten. Hans vej til og fra arbejdet gik lige forbi biografen.


Lyset i salen blev ikke tændt på en gang. Det blev i stedet langsomt stærkere, og alligevel missede man med øjnene. Det var heldigt, hvis det havde været en sørgelig film, så kunne man skjule resterne af de fældede tåre i mørket.

Tonny Munnecke


Filmene blev altid diskuteret hjemme over middagsbordet. Det var her, der blev taget stilling til, om det var en film, som var egnet for børn eller ej. Hvis den ikke var egnet, kom vi ikke i biografen. Det var en fast regel, enten alle eller ingen.

Det var ikke ofte, det var ingen, da de fleste film var tilladt for børn. Det var Morten Korch film. De mest romantiske og sukkersøde film i hele repertoiret. Der var ingen fare for at børn skulle komme ud for at se ting, som de ikke kunne tåle at se. Her var rigtigt og forkert tydeligt skåret ud i både handling og i castingen. Helten var Poul Richard, skurken var Preben Lerdorff Rye, heltinderne kunne skifte.

Slik og de berømte sæder

Min far sørgede for at købe billetterne på vej hjem fra arbejdet. Der kunne være udsolgt, hvis man kom for tæt op mod starttidspunktet. Når man havde besluttet sig til for gå i biografen, så kunne man ikke ændre det til en anden dag.

Klokken halv syv blev jeg så kaldt op fra gården for at blive gået efter. Det gik ikke, at jeg var beskidt efter legen i gården. Jeg skulle helst fremstå pletfri, når familien skulle i biografen.

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd

Blusen og bukserne blev skiftet og en hurtig klud i hovedet, hvorimod hænderne blev gennemgået med større opmærksomhed. Far og mor trak i det lidt pænere tøj, og så var familien klar til at gå i biografen.

Der blev snakket på vej ned til biografen, om den film vi var på vej ned for at se. Alle var i spændt forventning til den kommende oplevelse, det var en af ugens højdepunkter, der var ikke så mange andre oplevelser ud over dagligdagen.

Vi skulle altid lige ind i slikbutikken, som lå lige ved siden af biografen, der var næsten altid råd til et stykke slik.

Vi sad altid på syvende række på sæde et, tre og fem. Hvorfor det var sådan, fortaber sig i det dunkle, men da det var min far, som altid købte, må det have været noget, som sagde ham noget. Vi andre satte os bare og nød det.

En anden verden

Vi tre gled ind i en anden verden, som opslugte os fuldstændig. Vi dukkede ud igen et par timer senere, røde i hovederne af spændingen og den varme, som var opstået i stolen.

Lyset i salen blev ikke tændt på en gang. Det blev i stedet langsomt stærkere, og alligevel missede man med øjnene. Det var heldigt, hvis det havde været en sørgelig film, så kunne man skjule resterne af de fældede tåre i mørket.

Hurtigt kom vi på benene og overtøjet på, og så var det ud på gaden gennem sidedørene i biografen. De andre biografgæster trængtes i dørene, medens de ordnede halstørklæder og knappede knapperne.

Turen hjem blev brugt til at diskutere filmen og genkalde sig scener fra filmen. Var det en morsom film, blev der grint, var det en sørgelig film, blev der diskuteret. Vi fik meget, meget ud af vores film.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Børneliv

Udfasning af KK-privat dagpleje udsat

Annonce