Annonce
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Huset 2450 i Sydhavnen skal fremover huse massevis af arrangementer og aktiviteter for især børn og unge. Pr-foto
Aktørerne i Huset 2450 har længe kæmpet for at skabe rum og plads til flere aktiviteter for særligt børn og unge i Sydhavnen. Med en innovativ og kreativ tankegang samt en gammel kirkesal tyder meget på, at visionen snart kan blive en realitet.

Ambitionerne for Huset 2450 er tårnhøje, og planerne om at blive et kulturelt samlingspunkt i Sydhavnen kan, hvis alt går efter planen, snart blive en realitet.

Huset 2450 omfatter den tidligere menighedsbørnehave på Rubinsteinsvej 47 samt den gamle Sjælør Kirke på Wagnersvej 33 (lige over for Karens Minde Kulturhus) og huser en lang række aktører, herunder KFUM-Spejderne, Børnekulturstedet Karens Minde og de to dansekompagnier Recoil Performance Group og Gazart.

Nu er de mange aktører gået sammen om at skabe flere aktiviteter i og omkring lokalerne på de to adresser, og fremtiden for stedet ser således lys ud.

Annonce

Skal gavne lokalmiljøet

Formålet med initiativet er at åbne op for et lokalt samlingssted, hvor foreningsliv, kultur, kunst og aktiviteter er øverst på dagsordenen.


Der er et stort behov for større lokaler til kropslig udfoldelse

Tali Rázga


Derudover skal det særligt være et samlingspunkt for børn og unge med dans og bevægelse i centrum.

- De lokale aktører i Sydhavnen har indgået et ret unikt samarbejde for at realisere, at der kommer flere lokaler til gavn for både foreningslivet og kunsten. Der er et stort behov for større lokaler til kropslig udfoldelse og ved at omdanne Sjælør Kirkesal til et danseegnet lokale, får vi kickstartet et unikt samarbejde på tværs af interesser og behov, som forhåbentligt på sigt kommer hele lokalmiljøet til gavn, påpeger Tali Rázga, kunstnerisk leder i dansekompagniet Gazart, til SydhavnenLIV.

Samarbejdet skal således sikre, at de mange kvadratmeter, som kirkesalen i den gamle Sjælør Kirke indebærer, ikke går til spilde, men i stedet gavner den kulturelle udvikling i Sydhavnen.

Annonce

Der arbejdes på højtryk

Forvandlingen af Sjælør Kirkesal er allerede i fuld gang, og i øjeblikket arbejdes der på at indsamle midler til at lægge et nyt dansevenligt gulv i salen samt mørklægning, så stedet kan fungere som et rigtigt møde- og spillested i fremtiden, der kan rumme mange forskellige aktiviteter.

Desuden kan de lokale beboere allerede se frem til en smagsprøve på, hvordan Huset 2450 fremover skal benyttes til kulturelle aktiviteter med et lokalt islæt.

De to dansekompagnier Recoil Performance Group og Gazart er nemlig i fuld gang med at forberede to forestillinger, der skal præsenteres for det nysgerrige publikum til maj.

Der er tale om voksen- og familieforestillingen 'HØST' af Recoil Performance Group, der omhandler menneskets forhold til jord og natur. Derudover er der tale om børneforestillingen 'Stop op, hop' af Gazart, der er en fantasifuld forestilling om tyngdekraften for de 0-4 årige.

Forestillingerne skal altså fungere som startskuddet til en større udvikling af kulturlivet i Sydhavnen.

- Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om hele kulturlivet i Sydhavnen og understøtter det store engagement, som også Sydhavns Teater lægger i området, afslutter Tali Rázga.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce