Annonce
Miljø

Giftigere end Stejlepladsen? Socialdemokraterne nægter at undersøge forureningsgraden af 'Valbyengen'

Dette indhegnede område syd for Valbyparken, der i cirka 30 år har ligget nærmest uberørt hen, er til diskussion: HOFOR vil anlægge solceller, imens Danmarks Naturfredningsforening København vil gøre det til Valbys nye park. Foto: Byrd/Kasper Løjtved
Socialdemokraterne vil have solceller op nu og ønsker ikke at undersøge muligheden for et rekreativt område på en grund mellem Valbyparken og Kystagerparken, der har ligget nærmest uberørt hen i 30 år og som Naturfredningsforeningen har døbt "Valbyengen"

Grøn energi eller rekreativt grønt område? Det er problemstillingen i et område syd for Valbyparken og nord for Kystagerparken.

HOFOR ejer området og kalder det "Parkstien 12-20". De har nu søgt om lov til at opsætte et solcelleanlæg, der årligt skal give strøm til 1850 københavnske husstande.

Danmarks Naturfredningsforening København har døbt samme område "Valbyengen" og kæmper for på sigt at få udlagt grunden som rekreativt grønt område til glæde for byens borgere.

Annonce

Når teknik- og miljøudvalget senere denne måned skal tage stilling til, om HOFOR må sætte solceller op på området, der har fået lov at gro vildt de seneste godt 30 år, bliver det et klar ja til solcelleanlægget fra socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

- Jeg kan forstå på HOFOR, at det er en meget forurenet grund, der er lukket af for omverdenen på grund af forureningsrisiko. Vi er tilhængere af mere grønt til københavnerne. Men vi har også et ønske om at skabe en CO2-neutral kommune i 2025. Og der er den her grund oplagt. Biodiversiteten kan der eventuelt simultant arbejdes med, siger teknik- og miljøordfører i Socialdemokratiet på København Rådhus Marcus Vesterager, der også er næstformand i HOFOR.


Vi er tilhængere af mere grønt til københavnerne. Men vi har også et ønske om at skabe en CO2-neutral kommune i 2025. Og der er den her grund oplagt

Marcus Vesterager, teknik- og miljøordfører (S) i Borgerrepræsentationen


Gammel dokumentation

Offentlig tilgængelig dokumentation for forureningen af grunden stammer fra screeningundersøgelser foretaget tilbage i 1990'erne. Det fremgår af et notat, som HOFOR selv har udarbejdet i forbindelse med debatten om solcelleanlægget.

Af samme HOFOR-notat fremgår det også, at det ikke er undersøgt til bunds, hvorvidt det er sundhedsmæssigt forsvarligt at opholde sig i området.

- Det læser vi sådan, at HOFORs notat siger, at de ikke har viden til at kunne sige, om det, der ligger i jorden, gør det sundhedsfarligt at opholde sig i området. Det er altså ikke afklaret, om det overhovedet er farligt. Derfor vil vi gerne have undersøgt området mere nøje, før vi giver slip på en mulighed for at lave et grønt bælte fra Valbyparken ned til Kystagerparken langs Kalveboderne, siger formand for Danmarks Naturfredningsforening København Knud Erik Hansen.


Det er altså ikke afklaret, om det overhovedet er farligt. Derfor vil vi gerne have undersøgt området nøjere, før vi giver slip på en mulighed for at lave et grønt bælte fra Valbyparken ned til Kystagerparken

Knud Erik Hansen, formand for Danmarks Naturfredningsforeningen København


Annonce

Nej til undersøgelser

Kigger man i miljørapporten, der følger med solcelle-ansøgningen, fremgår det, at hvis solcelleanlægget placeres, så det eksisterende terræn bevares, vurderes den miljømæssige betydning for jord og jordforurening som ubetydelig.

Det læser Danmarks Naturfredningsforening København sådan, at hvis man ikke roder op i jorden, så er der en god chance for, at området er sikkert at gå rundt i.

Danmarks Naturfredningsforening København ønsker derfor en mere tilbundsgående undersøgelse af, hvor forurenet området rent faktisk er.

Men det synes Socialdemokratiet ikke, der er nogen grund til.

- Kommunen kan godt gå ind og bede om at få lavet en jordbundsundersøgelse, men det er jo noget, der koster penge. Der må vi stole på det, når HOFOR har vurderet, at det ikke var relevant, siger Marcus Vesterager. Han understreger, at han sagtens både kan være næstformand i HOFOR og forholde sig kritisk til deres ansøgning til kommunen om tillæg til lokalplanen.

Selv i det tilfælde, at teknik- og miljøudvalget stemmer nej til, at HOFOR må opsætte solceller på grunden, der er HOFORs, vil man ikke bare lige kunne etablere en park. Grunden vil i givet fald skulle undersøges, siden købes af kommunen og derefter muligvis oprenses. Det er en manøvre, der ikke foreligger nogen tal på, hvad vil koste, men som formentlig vil stå i mange millioner kroner.

Annonce

Forurenet Ivan Evigvår

Graden af forurening er et omdrejningspunkt i debatten om, hvorvidt HOFOR-grunden kan blive rekreativt grønt område eller tjener byen bedst som solcellepark.

Sammenligner man undersøgelsen af HOFOR-grunden med, hvordan det nærliggende Stejlepladsen er blevet tjekket for forurening, er forskellen i tilgang tydelig.

Så sent som i 2019 blev der foretaget en grundig miljøvurdering af Stejlepladsen. Den påviste stærk forurening af området op til niveau 4, der er det mest alvorlige.

Ud over nylige undersøgelser af forureningen på Stejlepladsen er også omfanget af miljøtekniske undersøgelser på Stejlepladsen noget mere tilbundsgående end på HOFOR-grunden: Der er foretaget udtagning og analyse af 180 jordprøver fra 30 boringer, 10 overfladeprøver, ni vandprøver og 20 porelufmålinger fordelt over hele planområdet på Stejlepladsen.

Trods forureningen er Stejlepladsen tilgængeligt for offentligheden. Den har i årevis været et populært, rekreativt område, der blandt andet huser den verdenskendte kæmpetrold Ivan Evigvår, som er et yndet udflugtsmål for børn.


stadig ville vi skulle finde andre steder til solceller. Det ville være en kæmpe øvelse, og det vil ikke være ulejligheden værd

Marcus Vesterager, teknik- og miljøordfører (S) Borgerrepræsentationen


Annonce

Ikke ulejligheden værd

De grundige undersøgelser af Stejlepladsen er kommet i stand efter politikerne på København Rådhus har måtte finde nye placeringer til de boliger, som ellers var planlagt på Amager Fælled.

Tilsvarende grundige undersøgelser mener Socialdemokratiet på Københavns Rådhus ikke, der er nogen grund til på HOFOR-grunden. For de vil have kul på den grønne omstilling, så København kan leve op til sit mål om at være CO2-neutral i 2025.

- Det ville tage tid og koste mange penge, og stadig ville vi skulle finde andre steder til solceller. Det ville være en kæmpe øvelse, og det vil ikke være ulejligheden værd, siger teknik- og miljøordfører Marcus Vesterager.

Beslutningen om, hvorvidt der skal laves et tillæg til lokalplanen, så HOFOR kan opsætte et solcelleanlæg på Parkstien 12-20 træffes på et møde i Miljø- og Teknikudvalget 26. april.

Området, som ligger syd for Valbyparken og nord for Kystagerparken, ses her markeret med rødt. HOFOR betegner det "Parkstien 12-20", imens Danmarks Naturfredningsforening København kalder det "Valbyengen". I lokalplanen hedder området "Damhusåen". Grafik: Københavns Kommune
Marcus Vestager, Socialdemokratiets teknik- og miljøordfører i Borgerrepræsentationen fortæller, at partiet ikke mener, der er grund til flere undersøgelser, før der opsættes solceller på HOFOR-grunden. Foto: Steen Brogaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klima

Park eller solceller: Omstridt plan vedtaget

Annonce