Annonce
Uddannelse

Gymnasium i vild fremgang: Får markant flere ansøgere trods faldende antal elever på landsplan

Der er gang i den på Københavns åbne Gymnasium, hvor elevinddragelse har vist sig at være nøglen til succes. Fra Venstre: Trine Rølle (elevcoach), Nete Efsen (elev) , Mads Strarup (vicerektor), Emmeline Brackman (elev). Foto: Emmeline Brackman
Øget elev-inddragelse, ambitiøse sportstilbud og fokus på både at appellere til unge i Valby og Sydhavnen har medvirket til markant flere ansøgere til Københavns åbne Gymnasium.

Færre unge har i år søgt ind på gymnasiet. Sådan er det bare ikke på Københavns åbne Gymnasium. De har historisk fremgang.

Gymnasiet på Sjælør Boulevard, der både kan bryste sig af elever fra Valby og Sydhavnen, har oplevet en stigning på godt 150 procent. Og det endda kun, hvis man kigger på antallet af elever, der har søgt stedet som førsteprioritet.

- Så stor en fremgang på blot et enkelt år, det gør os jo selvfølgelig helt vildt stolte. For det viser, at det daglige arbejde sammen med eleverne, særligt i et besværligt corona-år, virker, siger vicerektor Mads Strarup.

Annonce

Top-motiverede elever

Næste skoleår vil størstedelen af eleverne i de 10 1.g-klasser og tre 1. HF-klasser bestå af elever, der har haft København åbne Gymnasium som førsteprioritet.

Ifølge Mads Strarup er der flere årsager til, gymnasiet er kommet i så høj kurs hos de unge.

Dels har skolen fået lavet nogle stærke samarbejder med lokale folkeskoler, hvilket har givet en øget tilstrømning af elever. Der ud over har etableringen af Ajax København Sportsgymnasium også haft en mærkbar effekt. Centralt er dog, at skolen i stadig stiende grad inddrager eleverne.

- I de senere år er vi i særlig grad lykkedes med at få eleverne til at tage medejerskab over gymnasiets udvikling, uddyber Mads Strarup.


Så stor en fremgang på blot et enkelt år, det gør os jo selvfølgelig helt vildt stolte. For det viser, at det daglige arbejde sammen med eleverne, særligt i et besværligt corona-år, virker

Mads Strarup, vicerektor


Netop elevernes medejerskab over gymnasiet har Anna Kjær fra 3.y mærket en del til i hendes virke som ambassadørelev. Hun fortæller, at det giver eleverne lyst til at engagere sig, fordi deres ideer bliver grebet meget hurtigt af skolen.

- Det skaber et kæmpe ejerskab som elev, hvor vi også føler os vildt glade og stolte over fremgangen, fordi vi føler, at vi har været med til at nå målet, siger Anna Kjær.

Annonce

Et ikke-jysk sportsgym

Også sportsgymnasiedelen har betydning for Københavns åbne Gymnasiums fremgang. Sportsgymnasiet, der tilgodeser talenter indenfor håndbold og basketball, er et populært alternativ til at måtte tage til Ikast eller Oure for at kombinere en gymnasial uddannelse med et højt sportsligt fokus indenfor en af de to boldsportsgrene.

Det trækker elever til, at det på basketdelen er A-landstræneren og hans assistent, der blandt andet er trænere på morgentræningen og eftermiddagsholdene hos Ajax København.

Annonce

50 færre klasser

I Region Hovedstaden har 759 færre søgt ind på det almene gymnasium stx. I alt er der på landsplan 1.339 færre ansøgere. Det svarer til, at der på landsplan bliver oprettet cirka 50 færre klasser efter sommerferien i forhold til i dette skoleår.

Frem mod 2030 vil ungdomsårgangene blive mindre, men faldet i år på 4,5 procent for stx kan ikke forklares med færre unge, da antallet af 15- og 16-årige er nogenlunde det samme som sidste år.

Ifølge formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening skyldes faldet i antallet af ansøgere, at coronakrisen har umuliggjort brobygningsforløb og åbent hus-arrangementer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce