Annonce
Kultur

Hvordan kan tilværelsen se ud efter en pandemi? Se det kunstneriske svar i banebrydende forestilling

Sydhavn Teater kan nu præsentere den digitale forestilling 'Luna Seconda', der omhandler en postpandemisk verden i opløsning. Foto: Søren Meisner
Trænger du til en massiv kunstnerisk oplevelse i en tid, hvor de fleste begivenheder er sat på pause? Nu præsenterer Sydhavn Teater en forestilling, som du kan se hjemme i din stue - og der bliver ikke sparet på dystopien, humoren og spændingen.

To mennesker, der danser på kanten af verden efter en pandemi. Vandene, der stiger langsomt. Tilværelsens vanskeligheder. Disse vendinger opsummerer den handling, der er omdrejningspunktet i den digitale teaterforestilling 'Luna Seconda', der er arrangeret af Sydhavn Teater. Og tro det eller ej: Idéen til forestillingen kom før coronapandemiens udbrud.

'Luna Seconda' bygger på forfatter Ursula Scavenius' bog i trilogien 'Fjer' og er en såkaldt hybrid teaterforestilling, som både kan opleves hjemme foran skærmen og på Sydhavn Teaters intime scene P44 på Borgbjergsvej (dog ikke på nuværende tidspunkt grundet coronarestriktioner).

Det er netop arbejdet med inddragelsen af Sydhavnens mange byrum, der har været årsagen til, at Sydhavn Teater blandt andet har modtaget en anerkendende donation fra Roskilde Fonden på 75.000 kroner, der skal sikre, at teatret fortsat kan skabe international kunst med et lokalt islæt.


Det digitale format medfører en enorm tilgængelighed og gør, at tilskuerne kan sidde og kigge med, uanset hvor de er henne i verden

Mille Dalsgaard



Annonce

Mange fordele ved det digitale format

Det overordnede formål med forestillingen er at illustrere, hvordan man kan bringe scenekunsten ind i det digitale univers uden at miste nærværet, som fysiske teaterforestillinger i den grad mestrer.

- For os er det vigtigt at vise, at vi kan kreere scenekunst i høj kvalitet, der er skræddersyet til at blive streamet til et livepublikum. Sydhavn Teater har på mange måder gjort sig uafhængig og indtaget det digitale format i en tid, hvor coronarestriktionerne dominerer, påpeger Mille Dalsgaard, instruktør og teaterleder, til SydhavnenLIV.

Sydhavn Teater søger at nytænke scenekunsten ved at streame den nye forestilling 'Luna Seconda' live - og det har mange fordele, mener instruktør og teaterleder Mille Dalsgaard. Foto: Søren Meisner

Selvom mange finder den digitale løsning for mindre optimal, så mener Mille Dalsgaard, at der er mange fordele ved formatet.

- Der er jo mange vilde fordele ved at gøre det digitalt. Forleden havde vi for eksempel tilskuere på den anden side af skærmen, der sad i Belgien. Det digitale format medfører en enorm tilgængelighed og gør, at tilskuerne kan sidde og kigge med, uanset hvor de er henne i verden, så længe de har en billet, siger hun.

Annonce

Inspireret af kendt instruktør

Historien centrerer sig om to mennesker, der har overlevet en pandemi, og som skal lære at leve sammen. Forestillingen sætter hermed mennesket i perspektiv og fokuserer på, hvad mennesket kan gå og kæmpe med.

Der er med vilje 'huller' i fortællingen, så der er plads til tilskuerens personlige referencer og fortolkninger, hvilket har været en essentiel del af skabelsen af forestillingen.

- Det er en gådefuld fortælling, og vi har valgt at lade nogle af tingene forblive åbne, så vi som teater ikke skaber fortolkningen for publikum. Jeg har i høj grad hentet inspiration fra instruktøren David Lynch, der typisk har elementer med i sine film, der ikke lige umiddelbart giver mening. Fortællingen 'Luna Seconda' er som udgangspunkt dystopisk, men vi har sørget for at inddrage både humoristiske og smukke elementer. Det skal være en forestilling, som tilskueren ikke glemmer, understreger Mille Dalsgaard.

Derudover påpeger instruktøren og teaterlederen, at de gerne vil vise, at scenekunsten er modstandsdygtig - selv under covid-19. Sydhavn Teaters hensigt med forestillingen er således, at folk i højere grad skal udvide deres horisont og åbne øjnene op for, hvad scenekunsten kan i en multimedial tid.

Teaterforestillingen spiller fra 2. marts til 27. marts mandag-fredag klokken 20 og lørdag-søndag klokken 17. Du kan købe billetter på teaterbilletter.dk.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Byliv

Natur-organisation raser over nyt anlæg: Vi har en unik mulighed for at få en park til Valby

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce