Annonce
Sydhavnen

Klumme: Min første amerikanske tegneserie!

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd
Tonny Munnecke skriver denne gang om besøgene hos sin mormor, der fra den ene dag til den anden gik fra pligt til eufori, da han opdagede, at man kunne få amerikanske tegneserier i en lille kiosk overfor hendes hjem på Holmbladsgade.
Annonce

Regnen slog på ruden her til formiddag og skabte en stemning i mit indre, som jeg genkendte fra dengang, min mor tog ud til sin mor for at hjælpe hende med forskellige gøremål, som faldt hende svært at få gjort.

Jeg var ikke særligt opsat på at besøge min mormor. Ikke fordi jeg havde noget imod hende, men der var så kedeligt. De to, min mor og mormor, var optaget af det, de nu var i gang med, så jeg var overladt til mig selv det meste af tiden.

Der boede ikke nogen børn i det hus, hvor vi var på besøg. I nabobygninger var der børn, men de gloede bare på mig og legede videre. Jeg var fremmed og derfor ikke velkommen.

Annonce

Besat af tegneserier

Nu havde min mor fundet ud af, at jeg havde en svaghed for tegneserier, især amerikanske tegneserier. Det havde jeg fundet ud af engang, vi var på besøg hos netop min mormor. Der hørte et værelse til hendes lejlighed, som lå en etage længere nede.

Den lånte en niece til hende, en ung dame med et livligt syn på amerikanere og Københavns natteliv. Her var jeg blevet sendt ned for at få mig af vejen, så jeg ikke forstyrrede et større rengørings-arrangement i lejligheden.


Duften var et angreb på næsen. tryksværte, især den de anvendte i amerikanske trykkerier, duftede anderledes end i vores. Der var løfter om fantastiske oplevelser i den duft og de farver.

Tonny Munnecke


Hernede faldt jeg over et af de amerikanske kolorerede tegneseriehæfter, som en af den unge nieces amerikanske venner havde efterladt. Jeg var straks fanget ind i den verden af superhelte og skurke, og der gik lang tid, før jeg dukkede ud igen fra den verden.

Jeg spurgte lidt naivt, da jeg kom op i lejligheden igen, om jeg måtte beholde bladet. Det var så spændende. Jeg blev sendt ned med bladet, omgående.

Annonce

Ingen i Sydhavnen

Jeg kunne ikke læse amerikansk på det tidspunkt, men billederne var ualmindelige instruktive, så jeg kunne forstå handlingen uden at anstrenge mig særligt. Da jeg kom tilbage til gården på Glucksvej, var jeg klædt på til nye lege.

Min mor havde set virkningen af tegneserierne, så hun fandt på at love mig penge til et nyt blad, hvis jeg frivilligt tog med til mormor, når det var tid igen. Bladene var så spændende, at udfaldet af den byttehandel var givet på forhånd.

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd

Jeg havde været nede i kiosken på Mozartsvej for at se, om de måske også havde de blade, jeg var blevet så betaget af. Det havde de ikke, men de kunne skaffe dem hjem til mig.

Det var ikke et arrangement, jeg kunne gå ind i, jeg fik jo ikke penge ud af det blå. Det med pengene var skruet sammen med besøget hos min mormor.

Jeg glædede mig som en lille dreng på vej til Tivoli, da vi skulle ud til min mormor igen. Sporvognen kunne ikke komme hurtigt gennem byen, og linje 5 havde lige akkurat kastet anker ud for Holmbladsgade 55, før jeg ræsede mod den lille butik, som lå overfor, hvor min mormor boede.

Annonce

Aladdins hule

At åbne døren til denne lille butik, en kiosk, var som at vælte stenen væk fra åbningen til Aladdins hule. Her var tegneserier i alle mulige udgaver og farver, de stod i kassetter, lå på disken og var hængt op i snore i et par klemmer overalt i butikken. Det var et overvældende indtryk, som sprang en i møde, når man åbnede døren.

Duften var et angreb på næsen. tryksværte, især den de anvendte i amerikanske trykkerier, duftede anderledes end i vores. Der var løfter om fantastiske oplevelser i den duft og de farver.

Jeg blev stående helt betaget af det totale angreb på alle mine sanser. Jeg kunne ikke samle mig til andet end bare at stå der og lade mine øjne løbe rundt i alle de forsider som, følte jeg, råbte ned til mig om at købe netop den.

Efter lang tid kom jeg så meget til mig selv, at jeg kunne tage mig sammen til at vælge et blad og få betalt.

Derefter gik resten af dagen op i: Gok, paw, slam, ouw. Alle de lyde, som karikaturerne gjorde brug af, når de ramte eller blev ramt.

Hvor lang tid vi var hos min mormor den dag, husker jeg ikke.

Tonny Munnecke

Tonny Munnecke er fast klummeskribent på SydhavnenLIV, hvor han skriver erindringer fra sin tid i vores dejlige bydel, som den så ud i perioden 1950-1966.

Tonny flyttede til Musikbyen, der dengang blev kaldt 'Arbejdernes Hellerup', som 4-årig og brugte sine næste 16 år i området, hvilket har budt på lidt af hvert og bl.a. kaster flere bøger af sig med Tonny som forfatter.

Det er uddrag fra disse bøger samt skriv frit for leveren, der udgør Tonnys klummer.

Følg med, det bliver sjovt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydhavnen

Ny klummeskribent på SydhavnenLIV

Annonce