Annonce
Klumme

Klumme: Sydhavnens livslinje

Skinneskidtskrabere fra Sydhavnen. Foto: Sporvejshistorisk Selskab.
Sydhavnen har fra de første boliger blev bygget været en isoleret landsby sydvest for storbyen. En lille enklave omgivet af Kalveboderne, havnen, DSBs rangerterræn, Vestre Kirkegård og Valbyparken. Altså afskåret fra den omgivende verden af en længere gåtur.
Annonce

Midt i den ensomhed kom der på faste tidspunkter en sporvognen skrumlende. Det var bydelens livline til hovedstaden. Den som bragte og hentede arbejdskraften til det producerende samfund.

Sydhavnen har hele sin levetid været et centrum for produktion. Alt fra finere elektronik over beton til biler og traktorer.

Privatbilismen var endnu ikke en kendsgerning. Man kørte enten med sporvogn eller på cykel, når man skulle nogen steder hen i byen. Det var nemt det med sporvognen, den holdt jo altid på sin plads på Mozarts Plads og ventede.

Annonce

Ligeud og omstigning

I 1956 kostede en ‘ligeud’ 55 øre og en ‘omstigning’ 70 øre, og børnene betalte halv pris op til deres tolvte år.

En ‘ligeud’, som var den billigste billet, kunne kun bruges på den sporvogn den var købt på og kun i fremadgående retning. Ligeud-billetten udgik 31-10-1964. En omstigning gav ret til fri omstigning til alle andre linjer indenfor typisk 1 time.


I regnvejr var det et syn for guderne at se folk kæmpe sig gennem trafikken, inden den sporvogn, som skulle bringe dem videre, fik sat sig i bevægelse.

Tonny Munnecke


En arbejdsmand tjente gennemsnitlig 4.50 i timen i 1956 i København og omegn, så en omstigning to gange om dagen har været en vældig udgift, som ikke alle magtede ud af ugelønnen, så var det op på cyklen. Havde man ondt et eller andet sted, måtte man komme overens med det.

Annonce

Natsporvognen

Den sidste natsporvogn var som en redningsbåd for dem, der lige skulle have den sidste dans eller den sidste pilsner, før de vendte næsen hjemefter. Den bagerste vogn, bivognen, som var rygekupéen, var den sjoveste at sidde i. Det var her de let duggede sad og udbredte sig om aftenens oplevelser.

Det kunne være umådelig hyggeligt at sidde her og lytte. På andre tidspunkter kunne den være en direkte opfordring til selvmord, når passagererne var tungsindige eller tynget af bondeanger.

Annonce

Regn og fart

På sporvognens tur rundt i byen var der almindelige stoppesteder og faste stoppesteder. Ved de første kunne vognstyreren vælge at køre forbi, hvis der ikke stod nogen og ventede, men ved de faste skulle han stoppe og vente et lille stykke tid. Det med de faste stoppesteder var vist på de punkter, hvor to linjer krydsede hinanden. Det gav passagererne mulighed for at skifte linje uden at skulle vente.

Her kunne man se mennesker galopere fra den en linje over til den anden. I regnvejr var det et syn for guderne at se folk kæmpe sig gennem trafikken, inden den sporvogn, som skulle bringe dem videre, fik sat sig i bevægelse.

Skinneskidtskrabere fra Sydhavnen. Foto: Torben Liebst, Sporvejshistorisk Selskab.

Der kunne komme rigtig fart over feltet, når turen gik ned ad Enghavevej, for her var et par lange stræk uden stoppesteder. I slutningen af de gamle sporvognes levetid, inden Frk. Düsseldorferne kom på gaden, kunne man opleve en af de gamle komme skrumlende med høj fart, en halvtreds til tres kilometer i timen ned mod viadukten.

Annonce

Mønter for de modige

Når de gamle sporvogne stod på på Mozarts Plads, kunne man gå ombord selv om mandskabet ikke var til stede, der var ingen døre, der kunne låses, hverken i hovedbogen eller i bivognen.

Det var en fordel for de af os knægte, som havde mod til at snige sig ombord og lede efter småpenge, som måtte være smuttet enten fra passagererne eller kontrolløren. Somme tider skulle det jo gå stærkt at billettere, så kunne enørerne og toørerne trille, og så var vi der for at rydde op.

Tonny Munnecke

Tonny Munnecke er fast klummeskribent på SydhavnenLIV, hvor han skriver erindringer fra sin tid i vores dejlige bydel, som den så ud i perioden 1950-1966.

Tonny flyttede til Musikbyen, der dengang blev kaldt 'Arbejdernes Hellerup', som 4-årig og brugte sine næste 16 år i området, hvilket har budt på lidt af hvert og bl.a. kaster flere bøger af sig med Tonny som forfatter.

Det er uddrag fra disse bøger samt skriv frit for leveren, der udgør Tonnys klummer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sammenhold

Mihai og Michael holder Sluseholmen ren i fritiden: Man skal affinde sig med, at man er ham den underlige, der render rundt og samler skrald

Annonce