Annonce
Klumme

Musikundervisningen med den hårdtslående lærer Brene

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd
Tonny Munnecke mødte I august 1959 op til musikundervisning sammen med tredive andre drenge i 12-13 års alderen på Ellebjerg Skole. De gik i fri mellem med alt, hvad det indebar. Også buler i hovedet.
Annonce

Vi var en fri mellem klasse af bedste kvalitet. Vi var ikke kendt for vor evne til fintænkning men mere for vore evner til at kunne trække en situation så langt ud, som den kunne bære. Vi var ikke berygtede, men vi var kendt blandt lærerne.

Vi havde af vores skema fået besked på, at vi skulle have musik med en lærer, der hed Brene. Der gik dunkle rygter om denne lærer som en streng og uretfærdig pædagog. Så det var med et vist forbehold, vi mødte op til undervisningen i musiklokalet, der lå på første sal med udsigt ud over pigernes toilet til den ene side og ud over inspektørboligen til den anden side.

Vi fandt vore vante pladser med den sædvanlige skubben og puffen. Der var altid liv og glade dage, når vi skulle ind i et lokale. De små uenigheder var ikke overstået, dem fra skolegården, men også dem, som opstod, når vi skulle invadere og erobre et nyt lokale.

Brene stod roligt og fulgte med i de små energiudladninger uden at sige noget. Efter et lille stykke tid sagde han med høj stemme: ‘Sæt jer!’. Det var ikke en uvenlig stemme men en bestemt stemme, som ikke opfordrede til modsigelse. Så vi satte os.

Da der var faldet ro over forsamlingen, fortsatte Brene:

- Der ligger en sangbog foran jer. Det er den danske sangbog, som indeholder de bedste danske sange. Dem har jeg tænkt mig, vi skal igennem i løbet af året.’

Han så ud over forsamlingen, for at se om der skulle være indvendinger.


Han kunne variere intensiteten på slaget ved enten at slå med strygesiden eller trærammen. Den med trærammen kunne man mærke i lang tid efter.

Tonny Munnecke


Efter en lille pause bad han os om at slå op på et nummer i bogen. Han ventede, til vi alle havde slået op, så stak han hånden ned bag katederet og fremdrog en violin. Hurtigt fik han den placeret under hagen og efter at have justeret lidt på den, så han ud over den forsamlede klasse og sagde:

- Første spiller jeg melodien, når så jeg spiller melodien anden gang, synger I med.

Brene lagde ud med et par hurtige strøg med buen og spillede så melodien. Det var en kendt melodi, så der var ingen problemer med at huske den.

Vi var ikke i træning med at synge, og slet ikke sammen. Så vi var startet i hver sin ende af skalaen og følte ingen trang til at afpasse det sted i teksten, hvor nogle af de andre var. Det lød nærmest som et forsøgsværk inden for atonal tolvtoners eksperimental musik.

Brene stoppede omgående sangen ved at hæve buen. Han havde et underligt lidende udtryk i ansigtet, da han sagde:

- Drenge, nu spiller jeg en tone, den skal i så starte på, når det er jeres tur. Og prøv om I kan følges ad i teksten.

Denne gang lød det bedre, og vi kæmpede os igennem samtlige 28 vers. Undervejs opstod der lidt uenighed mellem et par af eleverne, og det startede en benkamp under bordet, bare sådan i al venskabelighed.

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd.

Brene opfattede det lynhurtigt, krabbede sig sidelæns hen til de stridende parter og uden så meget som at misse en tone eller takten, lappede han den ene af de stridende parter en oven i hovedet med buen. Kampgejsten faldt til nul i løbet af ingen tid.

Alle de andre lærere havde vinket farvel til spanskrør og andre instrumenter til fysisk opdragelse, men ikke Brene. Han havde fastholdt sit livslange tætte forhold til buen. Han kunne variere intensiteten på slaget ved enten at slå med strygesiden eller trærammen. Den med trærammen kunne man mærke i lang tid efter. Den afsatte også små buler i hovedet.

Jeg var egentlig glad for den undervisning og husker stadig en del af de gamle sange. Noget jeg er Brene taknemmelig. Bulerne i hovedet har fortaget sig med tiden!

Tonny Munnecke

Tonny Munnecke er fast klummeskribent på SydhavnenLIV, hvor han skriver erindringer fra sin tid i vores dejlige bydel, som den så ud i perioden 1950-1966.

Tonny flyttede til Musikbyen, der dengang blev kaldt 'Arbejdernes Hellerup', som 4-årig og brugte sine næste 16 år i området, hvilket har budt på lidt af hvert og bl.a. kaster flere bøger af sig med Tonny som forfatter.

Det er uddrag fra disse bøger samt skriv frit for leveren, der udgør Tonnys klummer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sammenhold

Mihai og Michael holder Sluseholmen ren i fritiden: Man skal affinde sig med, at man er ham den underlige, der render rundt og samler skrald

Annonce