Der bliver løbet rigtigt stærkt ude foran og inde i Sluseholmen 27 den seneste tid. Torsdag 25. februar klokken 9 skal dørene nemlig åbnes til den spritnye butik.
Det er helt sikkert en glædelig nyhed for kage- og bagefanatikere, for SpecialKøbmand har nemlig Nordens største udvalg af bageudstyr og materialer til kagedekoration.
Sluseholmens nye butik flytter lokaler fra Hvidovre, hvor den hidtil har ligget. Årsagen til flytningen er, at bestyreren Jannich Nissen og indehaveren Marcelino begge bor i området, og derfor giver det god mening for dem at bidrage til den butiksgade, der er ved at komme gang i på Sluseholmen.
- Det er en helt fantastisk beliggenhed, vi har fået. Vi glæder os til at bidrage til butikslivet på Sluseholmen, og vi mener selv, vi er et godt aktiv for området, fordi vi er så meget anderledes end de andre gode tilbud her er, siger Jannich Nissen.
Jannich Nissen, bestyrer SpecialKøbmandDet er en helt fantastisk beliggenhed, vi har fået. Vi glæder os til at bidrage til butikslivet på Sluseholmen, og vi mener selv, vi er et godt aktiv for området, fordi vi er så meget anderledes end de andre gode tilbud her er.
Han fortæller, at der allerede har været rigtig mange nysgerrige sydhavnere forbi og se til dem, mens de gør klar til åbningen.
- Der har været rigtig mange forbi og se til os, og det er dejligt at mærke den store interesse, siger Jannich Nissen.
Stort Åbningstilbud
Når SpecialKøbmand slår dørene op torsdag 25. februar kl. 9 bliver det med et stort åbningstilbud til de kommende kunder.
Der kommer nemlig til at være 20 procent på alt i butikken fra åbningen torsdag og frem til søndag. Det gælder også for online bestillinger.
Ud over remedier til bagning forhandler SpecialKøbmand også te, kaffe, krydderier og specialiteter.
Om sig selv skriver SpecialKøbmand:
- Går du med en konditor eller en bager i maven, og vil du tage din bagning til et nyt niveau? Så kan vi nærmest garantere, at vi har det udstyr og de ingredienser, du har brug for. Vi kan hjælpe, både når der er hyggebagning af cupcakes på programmet, og hvis du kaster dig ud i en stor og vigtig bryllupskage, hvor dekorationen er et og alt. Vi står klar med alt til kager; udstyr, inspiration, vejledning og materialer.