I går tog Sydhavnsprojektets ene tunnelboremaskine, Inge, hul på den sidste del af det underjordiske borearbejde fra Enghave Brygge til Havneholmen, hvor Sydhavnsmetroen i 2024 skal kobles til Cityringen og resten af hovedstadens metronet.
I december brød Inge igennem til den kommende metrostation ved Ny Ellebjerg, som bliver et af de største trafikale knudepunkter i Danmark, når den nye metrolinje M4 Sydhavn åbner. Efter tunnelgennembruddet blev Inge hejset op fra stationshullet og fragtet på lastbiler gennem Sydhavn, tilbage til Enghave Brygge, hvor maskinen oprindeligt startede sit borearbejde fra.
Der anlægges i alt fem nye metrostationer i Sydhavn.
De bliver en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City og videre til Sydhavn.
Sydhavnsstrækningen bliver 4,5 km lang og får ca. 9 millioner passagerer om året.
Stationen vil ligge tæt på S-togs- og regionaltogslinjerne og udgøre et af de største trafikale knudepunkter i Danmark i fremtiden.